Sten, sten og atter sten
Er heltefiguren hulemanden Conan et primitivt menneske? En forhistorisk homo sapiens der vælter rundt og brøler iført lændeklæde. Kaster med økser, bor i huler og slås hele dagen – for nu at citere Shu-bi-duas egen hulemand Michael Bundesen. Eller skyldes næsten-navnesammenfaldet mellem de to bands, Conan og Primitive Man, at der hentes inspiration fra den samme urgamle brønd? Jeg vil æde min stenalderkølle på det sidste, for jeg er en primitiv mand, og Observance er lyden af min slægt. Denne gren af slægten er Denver, hvor trioen har bedrevet deres infernalske hulemandsdoom siden 2012. Helt tilbage til stenalderen skal vi altså ikke.
Sluk for den infernalske støj
Primitive Man har udgivet EP’er, der varer længere end mange albummer og at få et overblik over diskografien, er en krævende opgave, for hvad er album og hvad er EP? Spørgsmålet står ubesvaret hen, men hvad der står klart, er, at bandet brillerer i snothamrende langsom og ond doom med blackmetalliske indslag. Sporadiske blastbeats forstyrrer sendefladen, hvor man passende kan forestille sig en fordærvet udgave af Yob eller Conan. Primitive Man viser sig at være mere på linje med Inter Arma, med den samme iboende tristesse. Sonisk er universet bygget af overvejende langsomme og alligevel frenetiske kompositioner. En kaotisk langsom doom der aldrig gentager sig selv. Helt organisk er det dog ikke; de første minutter af ”Social Contract” præges af en kvælende stilstand, mens et par træpinde klaskes mod hinanden. Et indslag der er mere gabende kedsommeligt end originalt, på trods af at lyden af træ aldrig høres i metal.
Bedst som Morfeus er klar til at lægge sine beroligende arme om lytteren, banker bandet en tung lydflade op, der på en solskinsdag godt kunne kaldes opfriskende. Uanset klima er det albummets eneste opløftende moment, for Observance er på ingen måde et let bekendtskab. Heller ikke åbneren ”Seer” byder indenfor. Den står fint som pejlemærke for projektet, men er på trods af de sønderlemmende guitarer blot en diffus musikalsk dekonstruktion. Man skal begive sin længere ind i værket for at ’se’.
De brutale lydflader afløser uafladeligt hinanden, det er musik i konstant udvikling, men langt fra fritflydende jamsessioner. Således er Primitive Man i opbygning og struktur tæt på Yobs ondeste præstationer, hvor growlet gør en stor forskel. Hos Primitive Man er den naturligvis primitiv og rå, og hvad kunne være mere naturligt end at growle ’fuck the law’ på ”Natural law”? En 14 minutters odyssé over både lange kvælende powerakkorder, for via blackmetalliske blastbeats at slutte på en skærende trist guitarfigur. Som en sonisk spejling af en krigszone. ”Water” virker som skyttegraven under et mudderskred. Stærkt gået, og det samme kan siges om ”Social Contract”, når først pindefægteriet er ovre.
Med andre ord er det et værk, der kræver sin mand. En problematisk ting er de industrielle støjtableauer, såsom indledningen på ”Devotion” eller mellemspillet ”Iron Sights”, der i bedste fald er overflødige. I realiteten er de voldsomt generende, uagtet at idéen er klar.
Tag det sure med det søde
Ligesom der skal gentagelser til for at opbygge en biceps på størrelse med Arnolds, kræver Observance mange lyt. Jeg kan stadig ikke forliges med åbneren, ligesom støjsløjferne absolut ikke bringer pisset i kog. Men ligesom børn elsker juleaften, hvor eftermiddagen må føles ulideligt lang, er der ved Primitive Man bare passager, man må igennem for at nå til de store fornøjelser.
