Den fortryllende ø rummer ægte magi

Det er ikke, fordi det er mange store metalbands, som kommer ud fra det lille Island, men dem, der kommer, kommer også for fulde drøn og blæser os bagover. Bands som Auðn og Sólstafir har begejstret os før, og nu er det Power Paladins tur. Der er ikke ret mange power metal-bands at banke på døren hos og få lidt kammeratlig inspiration fra på Island, men har Power Paladin haft brug for det?

Epic loot

Nej. Det har de bestemt ikke haft brug for. For With The Magic Of Windfyre Steel er ekstremt vellykket. De har nemlig forstået, allerede fra første album, at power metal er mere end bare velpoleret speed metal. En uheldig tendens hos mange power metal-bands er at lave helt simple guitarriffs og lade trommerne blaste afsted fra første til sidste nummer og så smide noget vilkårlig skønsang indover. Power Paladin har fra første nummer ”Kraven The Hunter” stærkt fokus på melodi, og man bemærker straks, at forsanger Atli Guðlaugsson er meget inspireret af Iron Maiden’s forsanger, Bruce Dickinson. Og det er bestemt ikke en dårlig ting, for på åbningsnummeret og den efterfølgende ”Righteous Fury” står vokalen simpelthen bare så skarpt og lige i skabet, og det er uanset, om det er de højeste falsettoner eller de skarpe skrig. ”Evermore” begynder med en dejlig klaverintro, som akut leder ind i første vers uden tøven. Det fungerer så fedt. Udover Atli, skal trommeslager Kalli Júlíusson have en særlig lovprisning: den perfekte balance mellem at holde en helt simpel AC/DC-rytme og at skrue helt op for dobbeltpedalerne. Mesterligt arbejde.

Faktisk er der ikke et eneste dårligt nummer på With The Magic Of Windfyre Steel, og de forskellige kor og lag på numre som ”Creatures Of The Night” og ”Into The Forbidden Forest” viser, hvor seriøse musikere Power Paladin virkelig er. Desuden er de lyriske temaer alt, hvad en rollespilsnørd kan drømme om, med mystiske skove, helte og troldmænd og en spidermanskurk.

Med stor magt kommer stort ansvar

En debut som denne er blandt de sjældne. Der er så meget kvalitet at hente hos Power Paladin, at det overskygger andre og mere erfarne power metal-bands. Især nogle af de ældre bands, som har hvilet længe på de symfoniske laurbær (Ja, Sonata Arctica, jeg kigger på jer), bør virkelig hanke op i sig selv for at gøre sig fortjent til deres status, for de her nye drenge i klassen har alt, hvad der skal til for at mænge sig med de helt store. Dette forpligter selvfølgelig, så man kan kun håbe, at det næste udspil kommer til at have lige så højt niveau, men det vil tiden jo vise.