Glimrende germanske grundigheder
Enkelt kan også være godt
Den tyske trio Piece debuterede med en eponym ep i 2017. Senere kom en split og en single, og i 2023 hørte vi for første gang en langspiller fra dem. Stilen var temmelig gængs og meget let tilgængelig stoner/doom/sludge som hørt så ofte før, og sådan forholder det sig endnu en gang på gruppens andet album, Rambler’s Axe. Men at stilen er velkendt og temmelig blottet for overraskelser, er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Sludge uden sukker
Stoner-mastodonter som Kyuss, Corrosion of Conformity og High On Fire har gennem årene inspireret mangen et orkester, og berlinerbandet Piece er ingen undtagelse. Den meget riff-orienterede stil rammer således plet hos dem, der som undertegnede elsker lyden af en fed mur af guitar samt fornemmelsen af en nakke, der slet ikke kan lade være med at gynge.
Rambler’s Axe består af seks reelle numre, når man skærer intro og et lille interlude fra, og jeg vil anbefale at lytte til pladen i sin helhed. De doomede vibes og den til tider slæbende sludge kommer kun rigtigt til sin ret ved at tage pladens 42 minutter i ét hug. Bevares, skal man med pistol for panden kun høre et nummer eller to, så er “Demigod” og singlen “Bastard Sword” absolut anbefalelsesværdige. Bandets mest sprængfarlige riffs ligger på disse to numre, der er placeret i starten af albummet. Her slås stemningen fast med rustne syvtommersøm, mens mørket lurer lige under overfladen og langsomt suger lytteren helt ned i dybet. Smukt eksekveret. Sådan skal det gøres!
Desværre er det, som om alt krudtet fyres af på netop de to skæringer. Med undtagelse af den hårdtslående “Owl Eyes” fremstår de bærende riffs på resten af Rambler’s Axe en anelse uinspirerede og lyder mest af alt som tynde variationer af de foregående. Det er ikke decideret dårligt, men lettere ideløst genbrug har nu heller aldrig været det mest ophidsende. Den ni minutter lange afslutter, “Serpentfolk Tyel”, er en flot atmosfærisk oplevelse, men når sidste tone ringer af, er det ikke, fordi man straks har lyst til at høre pladen igen. Derimod er det mere fristende at finde de giganter frem, som Piece står på skuldrene af. Et godt bud kunne her være noget af det ældre Crowbar, som mestrede genren, uden at det blev kedeligt undervejs.
God begynder-sludge
Piece kan ikke ret meget og favner ikke voldsomt bredt. Men det de kan, er de til gengæld gode til. De rammer rigtigt på mange parametre såsom riffs, atmosfære og den generelle lyd, men der er stadig en del områder, hvor den kræsne fan af genren ikke vil være synderligt imponeret. Hertil er det ganske enkelt for uopfindsomt. Omvendt er Rambler’s Axe et oplagt sted at starte, hvis man lader sig friste og nærer planer om at gå på yderligere opdagelse i sludgens spændende univers.
