Et lille mesterværk fra Horsens
Kommet for at blive
For fire år siden landede et helt nyt band lige i skødet på mig. Persecutor, der før havde gået under navnene 13 Bloodlines og Desecrator, udgav debutalbummet, Rebirth. Albummet var kort og godt noget af det bedste oldschool thrash, vi her til lands havde fået serveret i mange år, og jeg tøvede da heller ikke mange sekunder, da der skulle deles kranier ud; otte af slagsen blev det til. Sidenhen har metal-Danmark oplevet på egen krop, at de også er et fantastisk liveband, hvilket de blandt andet beviste, da de åbnede Copenhagen Metal Fest i 2021.
Nu er bandet endelig klar med deres anden langspiller, som har fået titlen Vendetta, og der er i dén grad tale om et band, der stadig kan sit kram.
Thrash, som vor moder afskyede den
Højt tempo? Tjek. Fede riffs? Tjek. Svedige guitarsoli, dobbeltpedal og headbang-indbydende grooves? Tjek, tjek og atter tjek. Hvis Persecutor har svært ved at komponere og eksekvere knaldgod thrash metal, så viser de det i hvert fald ikke på Vendetta. Præcis som sin forgænger rummer den aldeles vellydende thrash af lige netop den slags, man ikke kan få nok af.
“The Reaper” åbner kompromisløst med uforlignelig energi og finesse. Man rammes af en helt særlig stolthed, når man kommer i tanker om, at det her – det er sgu dansk! Og har man ikke hevet luftguitaren frem allerede på dette tidspunkt, forstår man sig ikke på metal. Ganske enkelt. Efter den fremragende start bydes man op til dans med den ørehængende og melodiske “Narcissus”, der med grydebanker Christopher Hejgaards vanvittige dobbeltpedal fik mig til at tabe underkæben. Føj, det er stærkt. Derefter får vi et af pladens højdepunkter i form af “Nothing Remains”. Mine damer og herrer, dette syv minutter lange thrash-mesterværk er et absolut must for metalfans i alle aldre og størrelser; det er velskrevet, hårdtslående og formidabelt udført. “One Final Victim” holder dampen oppe på suveræn vis, og på “Veil of Despair” leges der lidt med den klassiske death metal. Her hører man tydeligt, at producer Andreas Linnemann, der også har drejet knapper for Baest, forstår sig på, hvordan den slags skal lyde. Fedt nummer og skønt med en smule afveksling, så det trods alt ikke udelukkende er en plade i samme hurtige thrash-tempo hele vejen igennem.
Inden Vendetta når sin afslutning, forkæles vi lyttere endnu en gang. Alle gode plader bør slutte rigtig stærkt, og det gør denne i sandhed også. “Legacy” er med sit suveræne ‘helte-riff’ en albumafslutter af episke proportioner, og det er også her, vi får smagsprøver på, at frontmand Christian Andrés Almanzas vokal har udviklet sig til det endnu bedre. Den fejlede intet, men jeg tør godt erkende, at manden besidder en af landets stærkeste og mest alsidige stemmer. Sikke et sæt lunger, den mand har.
Bravo!
I en tid hvor death metal – og i særdeles black metal – præger den danske scene, har den rene og klassiske thrash stået og gemt sig lidt i skyggen. Det er der dog absolut ingen grund til. Med gode gamle Artillery, formidable Killing, skønne Lipid og ikke mindst hamrende hårdtslående Persecutor bør vi være meget stolte af vore thrash-bands her til lands. Og med Vendetta tilføjet til kataloget kommer sidstnævnte nu ud på landevejene endnu en gang og viser hvorfor. Det er ikke, fordi albummet rummer noget som helst nyt og banebrydende. Derimod er det perfekt bygget op af de virkemidler, der alle dage har virket upåklageligt inden for genren. Hverken mere eller mindre. Jeg savner lidt flere ørehængere og en håndfuld mere af den slags riffs, der flår sin lytter et nyt skidehul, før jeg kan komme helt op på de magiske ti kranier. Men thrash-guderne skal vide, at Vendetta stadig er en fuldstændig fantastisk plade, der helt uden den mindste tvivl kommer til at præge en del lister over årets stærkeste plader. Sikke et band, og sikke et album. Jeg håber inderligt, at bookerne på landets største festivaler læser med her. Sikke nogle fester, det kan blive.
