Simple metaforer er ofte de bedste…
Mange er nok bekendte med klippen Akropolis og dens tilhørende tempelruin i Athen. Men selve ordet akropolis betyder ganske enkelt højeste by på græsk og var typisk en klippe i centrum af byen, hvor politikere og andre højtstående medlemmer af byen holdt til. Så havde byen problemer med korrupte politikere, uretfærdige domsafsigelser og lignende, var der bogstaveligt talt op ad bakke. Da der i den senere tid har været en del nyheder omkring politisk korruption, løgne og andet skidt, så kan man meget hurtigt komme med et godt bud på, hvorfor costaricanske Perishing har kaldt deres debutplade Malicious Acropolis Unveiled.
… simple strukturer er dog en anden sag
Der kan selvfølgelig også være mange andre årsager til titlen, specielt nu hvor Perishing gør sig i death/doom a la Winter og Inverloch, og denne genre sjældent har en politisk agenda.
Jeg tænker dog ellers, at gutterne fra Costa Rica godt kunne få en fin politisk karriere, da deres musik, ligesom folketings-tv, rangerer fra det decideret kedelige til det perifert interessante. “Las Ruinas del Palacio” er noget nær det eneste nummer, som for alvor gør væsen af sig. Titelnummeret gør dog et nobelt forsøg med gedigne blast-tæv, men desværre kun som afslutning. Nok er “Lad Ruinas del Palacio” med sin dystre intro, som ikke er helt ulig, hvad man kunne finde på Thergothons Stream From Heavens, der flyder over i solide Winter-hug, hvor guitar og bas slås om dominansen, alt andet end nyskabende. Dog får det mig da til at ville kaste et par stridsøkser ind i Folketinget og bede dem duellere i flammernes skær, mens trommerne tordner fra dybet. Tungt, dystert og bloddryppende må også siges at være minimumskravet for denne gren af dødsdoomen.
Netop minimumskrav lader til at være præcis, hvad Perishing sigter efter på Malicious Acropolis Unveiled. Åbneren “Autolysis (I. Imago Fluidus Macula)” er lidt struktureret som en god debat, hvor riffet lægger et groft grundlag, hvorpå der kan bygges adskillige mørke monumenter, men bandet følte mere for en underernæret Inverloch-melodi og et afsluttende vokal- og trommestykke — og alt ære og respekt til vokalist og trommeslagere, men at høre death/doom tangerende til funeral doom udelukkende for vokal og trommer er som at tage ud at køre i håbet om at holde i kø. Og nu vi er ved ting, der slæber sig afsted. “Autolysis (II. Fatum Cursed by Nature)” har forstået, at musikken gerne skal slæbe sig afsted. Dog skal det helst være som de tunge fodtrin, tynget af sorg og ulykke, som du tager mod din egen undergang og ikke som tempoet i ottende time af en folketingsdebat. På dette tidspunkt i debatten bliver det ofte til intetsigende nonsens, og her kan vi da sætte fokus på “Osedax (Devoured by the Cavernous Worm”. Til trods for en solid åbning hvor der igen bliver trukket godt på Winter og deres Conan the Barbarian-rytmer, så har vi over ni minutters padlen rundt mellem knap en håndfuld riffs, der hver især godt kunne have potentiale, men som aldrig rigtig når til deres ret.
Vi fik da et flueben ved Costa Rica
Der burde nok være nogen, som havde prikket Perishing på skuldrene og gjort dem opmærksom på, at godt begyndt aldrig nogensinde har været tæt på halvt fuldendt. Alt ære og respekt for, at bandet forstår både deres idoler og selve genrens virkemidler, men når eksekveringen aldrig bliver mere end et grundlag, så er tre kvarter denondelynemig afskyelig lang tid. Men mangler du Costa Rica i dit metalliske geografi-bingo, så kan du da godt give Malicious Acropolis Unveiled et lyt.