Ej fortabt
De gode, gamle britiske håndværkere har bevæget sige fra et okkult dødsmetal- band til den gotiske metal, der i 90’erne gjorde dem store. Et folkeligt gennembrud blev det ikke til, de blev ikke giganter som Rammstein og Metallica. Når alt kommer til alt, er briterne nok for dystre. Og bedst som gothmetallen begyndte at køre for dem, tog de en kunstnerisk chance med de to Depeche Mode- inspirerede album Host og One Second. Her virkede doomguderne som en flok forvirrede får med identitetskrise.
Det er dog flere årtier siden, og nu er de tilbage med Ascension. Ovenpå den stime af stærke udgivelse, som gruppen påbegyndte med In Requiem, er forventningerne høje. Mon ikke Ascension vil styrke deres identitet som den gotiske dooms ukronede konger?
Åh, de gamle bukser
Ascension sidder som et par gamle benklæder. Velkendte, behagelige og med mulighed for et par gode overraskelser i form af hengemte guldklumper i lommerne. At vi er på velkendt territorie, er åbenlyst med den indledende synthintro, der følger en logisk rute via en typisk Macintosh guitarfigur, og Voila; seks minutter med den ærketypiske ”Serpent On The Cross”. Trommespillet på det nummer er ret dynamisk, ikke just sådan jeg husker bandet fra deres 90’er- æra, så der er kommet andre boller på suppen. Men skal vi have fat i en hengemt guldklump, må vi til ”Lay A Wreath Upon The World”, hvor Nick Holmes ømme vokal akkompagnerer en akustiskeintro, og bandet følger formlen fra Obsidians åbner ”Darker Thoughts”. Det bliver aldrig helt farligt, men det pisser ikke engang den gamle heavyrocker af, da det er så velskrevet. Den kan fyres af på P3 uden at støde flødebolle-segmentet. Samme kan (siges om?) pladens eneste optemposang ”Diluvium”. Det klæder nummeret, at den sidste halvdel speeder op, og det føjer variation til albummet som helhed. Det er sjældent, at Paradise Lost har travlt, hvilket de absolut slipper habilt fra.
På vokalsiden får vi lov til at opleve Nick Holmes nærmest skrige på ”Salvation”. Et meget atypisk indslag, hvor han pludselig lyder som besat af en anden person. Den mand har mange stemmer. Albummet igennem growles og synges der som altid, men her gør han noget nyt, og man spidser straks ører, selvom man som sagt befinder sig i et par gode, gamle bukser. På den måde kan man objektivt set mene, at Paradise Lost har produceret dette album før. Det ligger fint på linje med In Requiem, Tragic Idol og The Plaguie Within, men det er en kritik i stil med at brokke sig over en ny Sergio Leone- western med Clint Eastwood. Eller en ny omgang Slayer i 90’er-stil. Næh, det her er bare godt klassisk Paradise Lost, der går rent ind.
Paradise Lost/My Dying Bride: 2-0
I venskabskampen mellem de to britiske doombands Paradise Lost og My Dying Bride skrev jeg sidste år, at Paradise Lost stod i overlegen førerposition. Stillingen er fortsat den, at Holmes og co. fører og med Ascension fortsat øger deres forspring. Faktisk er det værd at investere i Ascension, så gør ikke, som Greg Macintosh og Nick Holmes opfordrede ved forrige albums udgivelse: at lytte det gratis, da de alligevel ikke tjente noget på streamingtjenesterne. Jeg vil opfordre til det modsatte. Stjæl ikke musikken, lyt ikke til det på en streamingtjeneste, men køb et fysisk eksemplar og støt bandet. Det har de fortjent.
