Cowboy eller svensker?
Med et navn som Outlaw kan man ikke bebrejde sig selv for at antage, at man, måske, får noget cowboymetal a la Wayfarer eller Panopticon. Det kan også være, man tænker på Robin Hood og hans lystige svende iført grønne strømpebukser. Noget, jeg personligt ikke antog, var en omgang led Watain-Dissection-jamsession. Ikke desto mindre så er det præcis, hvad brasilianerne har serveret for deres fans og lyttere siden debuten Path to Darkness fra 2018. Trioen flyttede dog ret hurtigt fra São Paolo til Dresden i Tyskland for at komme tættere på den europæiske black metal-scene. At de så ikke valgte at flytte til Sverige, kan undre en, men det var måske lige koldt nok, eller også skyldes det tanker om rejesalat på en hotdog og saml-selv-møbler. Uanset hvad så resulterede flytningen i, at bandet kunne skrive pladekontrakt med AOP Records, et selskab, der har bands som Ellende, Finsterforst, Groza og Harakiri for the Sky som en del af sin besætning. Opus Mortis er den første skive, bandet udgiver via netop AOP, så lad os se (og høre), om Outlaw nu også er klar til at lege med de store børn.
Jeg ved hvem I er, men hvem er I!?
Outlaw er ikke bange for at understrege, hvor store fans de er af Watain og Dissection – bare kig på deres logo! Opus Mortis er da også klassisk antikosmisk luciferiansk black metal, med alt hvad det indebærer. Men i og med at Dissection ikke findes længere, og Watain har meldt, at de pensionerer sig selv i 2028, så skal der vel også stå nogen klar til at overtage; ikke fordi vi da mangler bands, der gør alt, hvad de kan for at lyde som de to. Tværtimod. Der er intet i vejen med at emulere sine idoler – alle artister står jo på skuldrene af deres. Ydermere er Outlaw bestemt kompetente musikere, hvilket de især understreger på ”Those Who Breathe Fire”, hvor Georgios Maxouris fra Dödsrit er blevet hentet ind som gæsteleadguitarist. Det er et fremragende nummer – og uden tvivl det bedste på hele pladen, hvilket primært skyldes føromtalte gæsteoptræden.
Mit største problem med Outlaw er dog, at jeg ikke ved, hvordan de lyder. Jeg ved, hvordan de lyder, når de leger idoldyrkere, men igen: Der er læssevis af bands derude, som også bare render rundt og leger Watain og Dissection. Ergo ved jeg helt reelt ikke, hvem Outlaw er – eller hvordan de lyder. Med andre ord så er Opus Mortis totalt uden en reel egenidentitet. Det er der ikke noget galt i, sådan overordnet set – og jeg betvivler ikke, at de tre herrer elsker at stå og lege, at de er Danielson, Nödtveidt og de andre rødder. Men som lytter er det bare ikke nok at vide, at musikerne har haft en fest – for jeg er ikke med til den fest. Jeg sidder ved nabobordet og kan lige akkurat høre, at de har det sjovt, men må konstatere, at det ikke er specielt underholdende at beskue løjerne fra sidelinjen.
Imitation og middelmådighed
Hvis vi skal have svesken på disken, jamen så er der ikke andet at gøre end at konstatere, at Opus Mortis er en møgkedelig skive. Det er en jævn omgang tributblack, der trods momentvise glimt af talent aldrig formår at virke overbevisende eller sågar underholdende. Jovist, de tre brasilianere kan da sagtens spille, men de pynter sig godt nok med lånte fjer. Men omvendt så siger man jo, at imitation er den største form for smiger – selvom Outlaw her nok gør sig mere fortjent til den udgave af citatet, som Oscar Wilde, fejlagtigt, krediteres for at have sagt, nemlig: ’Imitation er den mest ærlige form for smiger, som middelmådighed kan vise overfor storhed’.