Ild i en vis legemsdel

For tre år siden hamrede Osees alle frustrationer ud på de knap 22 minutter, som hardcorevanviddet A Foul Form varede. Fuldstændig lallende uhæmmet og beskidt punk. De to efterfølgende album brød med den formel og gik andre synthede veje; Intercepted Message med næsten Brian Eno'ske indslag, mens sidste års Sorcs 80 var en slags ’Monty Python-punk’ udført på effektpedaler. Uden guitar, vel at mærke. I år er vi atter under fuld guitarbeskydning i et sandt batteri af sange, der henter inspiration fra den fæle forms hardcore og de bedste indslag fra Sorcs 80.

Det sørme, det sandt, august

Hvor mange gange skal der til før, noget er en tradition? Osees har nu for fjerde gang i streg leveret album i august. A Foul Form (2022), Intercepted Message (2023), og Sorcs 80 (2024) var alle augustbørn. Det samme er den lille ny punker, Abomination Revealed at Last, der kom sidste måned. Det 29. album fra Osees, der består af frontmand og guitarist John Dwyer, de to trommeslagere Dan Rincon og Paul Quattrone, guitarist og keyboardspiller Tom Dolas samt bassist Tim Hellman. Og som nævnt har Dwyer og Dolas fundet de seksstrengede frem igen og bryder endda ud i lange psykedeliske soli. Syrede afbræk fra den larmende punkform, som halvdelen af albummet følger. ”Ashes 2”, ”Fight Simulation”, ”Coffin Wax” og – måske det bedste nummer, bandet her nogensinde har skabt – den energiske åbner, ”Abomination”, er creme de la creme for hardcorefolk. ”Fight Simulation” med det finurlige og  proggede jam binder de syrede tendenser fra gamle dage sammen med det harske og beskidte, mens Dwyer for et øjeblik dropper den affekterede britiske accent og råber og skriger. Han ville have været en fantastisk sergent. Albummets vrede tekster, der skælder ud over politik i både større og mindre skala, passer perfekt i munden på en testosteron-indebrændt befalingsmand.

Alting bliver ikke skåret ud med en skærebrænder. Mere groovy momenter findes på den smukke ”Infected Chrome”, der tegner en cirkel rundt i 2010’er-delen af diskografien og viser, hvordan de skulle have gjort dengang. En smuk og dragende lytteoplevelse. Måske de genopdagede guitarer er de værktøjer, der har pejlet Osees imod himmelen, for sikkert er det, at kombinationen af det grimme og det syrede går op i en sublim enhed og markerer et album, der tydeligt er bandets bedste. Ups, der slap katten ud af sækken, men ligesom opium er Abomination svært vanedannende, særligt når Osees uddeler punkede perler, der sprudler af ekstatisk liv. ”God’s Guts” kan på halvandet minut hive meget store skatte i land. ”Coffin Wax” lægger et minut til spillelængden og gør ellers det samme, og den forener igen det underlige med det vilde. At føje mening til det underlige er stor kunst.

Albumtitlen bider Mutilator Defeated At Last (2015) i hælene, men det er et bid i den rene luft; de to album er milevidt fra hinanden. Det gamles underlige, svævende og lette garagerock imploderer i sammenligning med den unge vilde, vrede og vrantne kæmpe.

Vinder på ren knockout

Uden at tabe sin sjæl tilføjer Osees en indlysende og smittende logik til de altid forrykte idéer. Således destillerer denne trylledrik, måske med Miraculix' hjælp, kernen af al deres tidligere sangskrivning. Gennem 29 album er dette deres bedste. Et mesterværk.

Godt, at det er august igen i 2026.