Hårdtslående tyskere spiller lækker blanding af melodød og thrash
Tyske Orphan Hate blev oprindeligt dannet i 1996, men det var først i 2004 med tilgangen af den unge kvindelige sanger Sina Niklas, at det for alvor begyndte at tage fart for det Berlin-baserede band. Efter flere demoer udgav Orphan Hate i 2008 deres første egentlige album Blinded by Illusions, og nu er de ude med opfølgeren Attitude & Consequences. Er man ikke tilstrækkeligt forberedt, venter der en heavy-lussing af den kraftfulde slags!
Undertegnede fik researchet sig frem til, at Orphan Hate spiller en blanding af melodød og thrash, hvilket bestemt ikke gjorde spændingen og forventningen, op til første gennemlytning, mindre. Og det lykkedes da også at blive overrumplet af et særdeles slagkraftigt los i rock-løgene. Åbneren "These Days" buldrer igennem ørerne med super fede riffs og lækre harmonier mellem guitaren og et tilpas beskedent keyboard. Det leder tankerne hen på Dream Theater, men kun for en kort stund, for det er heftig og energisk melodød tilsat thrash (minus keyboard...!), som vi bliver præsenteret for på resten af skiven. Især albummets niende skæring "Solitary Man" er i særklasse, og når Orphan Hate blander thrash-elementerne ind i mikset, er der mere end en snert af det nyere Machine Head i det. Det er lækkerier! Eneste anke er, at variationen kunne have været større... Det perfekte album har en spændingskurve, der er støt stigende og har overraskelser undervejs, men nærværende skive starter på 110 procent og fortsætter derudaf med meget få overraskelser, for så at dykke en anelse til sidst. Lidt ærgerligt, men de er bestemt et band, der har fat i den lange ende!
At Orphan Hate, og ikke mindst deres stab af producere m.fl., er super professionelle, kan der ikke herske tvivl om. Attitude & Cosequences er svinegodt produceret, og det kan meget hurtigt høres, at de enkelte bandmedlemmer kan deres kram. Der er simpelthen så perfekt balance mellem trommernes bragende dobbeltpedaler og guitarens detaljerede finesser, at man bliver helt glad i sit heavy-hjerte.
Sanger Sina Niklas er et studie i sig selv. Hvis man ikke ved det, fanger man ikke umiddelbart, at der er tale om en kvindelig vokalist. Hendes primale growl (der ikke ligger langt fra Arch Enemys Angela Gossow) og melodiske brøl kan gøre selv de mest hardcore mandlige sangere misundelige. Det er med hendes sang, som det også er tilfældet med musikken; hårdt og brutalt, men med fine små finesser på de rette steder. Lækkert!
Bring Me Down - bestemt også et af de bedre numre!