Gennembruddet, der lader vente på sig
De engelske stoner metal-veteraner Orange Goblin har for nylig sendt deres 10. udspil på gaden, og imponerende nok er det med de samme fire medlemmer siden debuten i 1997. Forsanger Ben Ward, guitarist Joe Hoare, Martyn Millard på bas og trommeslager Chris Turner er alle dygtige musikere, og spiller supertight sammen. Udover det, har de både sans for fede hooks og gode melodier, og er et virkelig velfungerende liveband. Det kan derfor godt undre, at alle talenterne aldrig er blevet helt forløst, og et egentligt gennembrud har ladet vente på sig. Måske er The Wolf Bites Back pladen, der ændrer på det?
Hard rock, blues, southern rock og lidt stoner metal
De senere år har Orange Goblin langsomt lagt stilen lidt om, så der er mindre stoner og mere hard rock over deres udgivelser, og det hører man også her på The Wolf Bites Back. Albummet starter lige på og hårdt med ”Sons Of Salem”. En trommeintro, et heftigt riff og et omkvæd, der fænger med det samme. Anden skæring, titelnummeret ”The Wolf Bites Back” starter med et stille akustisk forspil, der langsomt understøttes af en rullende basgang, der snart afbrydes af endnu et effektivt guitarriff. På omkvædet spiller rytmeguitaren tæt sammen med forsanger Ben Wards grove vokal, og det fungerer rigtigt godt.
”Sword of Fire” består hovedsageligt af et tungt og episk riff, der leder tankerne hen på både Led Zeppelin og Deep Purple (”Kashmir” og ”Perfect Strangers” for eksempel), også selvom sangen pludselig og lidt umotiveret skifter karakter til et mere uptempo hard rock-nummer. Dette nummer, der begynder lovende, men ender som en fuser, afslører desværre endnu engang problemerne med Ben Wards vokal og hans ret begrænsede register. Man savner en Robert Plant eller en Ian Gillan til at understøtte det episke og løfte sangen op til uanede højder, og de evner har Ward slet ikke.
På ”Ghost Of The Primitives” er vi mere ovre i noget Lynyrd Skynyrd-agtigt southern rock, der svinger fantastisk og endnu en gang viser, at dette band kan fyre den af med de bedste, når det kører for dem. Men igen skifter de orange nisser spor hurtigere, end man kan nå at sige ’Banestyrelsen’, og sangen glider tilbage i typisk britisk hard rock. Ikke at der er noget galt med det, men hvorfor ikke føre ideerne mere ud i livet? På ”Ghost” når de dog lige at smide en funky, fuzzboks-domineret guitarsolo ind, hvilket passer perfekt med introen, men mindre godt sammen med resten af nummeret. ”Suicide Division” lyder mest som en Motörhead tribute - det er efterhånden obligatorisk, at alle britiske bands SKAL huske at hylde Lemmy ved enhver given lejlighed. Trættende.
På ”The Stranger” bliver det så endelig tid til en downtempo blues, og det mestrer Orange Goblin ganske fermt. Derfor kan det undre, at de endnu en gang simpelthen ikke kan holde sig i sporet, for cirka halvvejs sættes tempoet helt unødvendigt op igen. Når soloen melder sin entre, sættes tempoet atter ned, og det er rent ud sagt igen noget rod.
Same old story
”The Wolf Bites Back” er altså en pose blandede bolsjer med masser af potentiale, der desværre aldrig helt bliver forløst. Orange Goblin kunne i dén grad have glæde af en producer, der kunne hjælpe med at skære sangene til, og holde fokus på det, der virker. The Wolf Bites Back er derfor den samme historie om et dygtigt band og det store gennembrud, der nok stadig lader vente på sig.