Rodekassen
NYOS er en finsk duo bestående af guitaristen Tom Brooke og trommeslageren Tuomas Kainulaine. De har siden 2014 lavet særpræget musik, og nu har de udgivet deres fjerde album Now.
Som værende lidt af en genrefascist, giver et band som NYOS mig migræne. De er umulige at putte ned i en decideret genrekasse, og ender derfor i rodekassen også kendt som glemmekassen. Jeg tror mit bedste bud på, hvilken genre vi er ude i, ville være en beskrivende analyse i form af ”Hvis Sun O))) fortolkede fusionsjazz”. Og så kan man jo tænke/græmmes lidt over det.
Now or never
Jeg oplevede NYOS, da de varmede op for Zeal & Ardor i Pumpehuset, og det var en meget unik og intens oplevelse. Det betød dog også, at jeg havde en anelse om, hvad der ventede mig, da jeg trykkede ”play” og gik i gang med Now. Musikken er uden vokal, og jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, for selvom albummet kun består af guitar og trommer, så mangler der ikke elementer i deres lydbillede. Tom Brooke er en mester udi pedaler og spøjse effekter. Især har han en sygelig fascination af loop-pedalen, hvilket gør, at musikken ofte bliver helt utrolig repetitiv, da store dele af numrene er den samme riff/lyd/akkord, der bare kører igen og igen – og igen – mens der bliver lagt flere og flere lag på, og intensiteten stiger til et punkt, hvor vanvid bliver opnået. ”Zebracazebra” er et nummer, jeg tror, kan bruges til at drive folk sindssyge med. Ikke at det er dårligt – som sådan – men den konstante blip-blop-gentagelse, der er igennem hele nummeret, er til at blive komplet vanvittig af. Jeg er med på, at ”blip-blop” ikke er en særligt teknisk betegnelse, men det er nu engang det, der er tale om!
Jeg har som skrevet oplevet dem live, og jeg kunne ikke drømme om, at sige så meget som ét negativt ord om deres tekniske kunnen, for de er særdeles dygtige musikere. At kunne kontrollere samt holde styr på så mange effekter, pedaler, lyde osv., som de gør, kan ikke være nemt! Derudover er Tuomas en fuldstændig vanvittig trommeslager, der mest af alt får mig til at tænke på filmen ”Whiplash”. Men uanset deres talent, er resultatet stadig en rædderlig, sonisk suppedas! Det er simpelthen bare noget usammenhængende larm. Derudover er jeg ikke sikker på, at det egentligt er metal, så meget som det er fusionsjazz.
Og igen og igen og igen og igen…
Jeg ved ikke, hvem Now er lavet til, men jeg fristes til at tænke, at de to herrer faktisk også er komplet ligeglade. Når man laver den slags musik, som de gør, så kan jeg ikke forstille mig, at missionen har været at sælge så mange plader som muligt samt at blive radiodarlings. Essensen af NYOS må være, at de laver det musik, som de vil lave – og respekt for det. Men nu er det jo ikke dem selv, der skal anmelde det, det er derimod mig – og da jeg ikke er medlem af NYOS, så kan jeg simpelthen ikke forstå meningen med det; musikken er simpelthen for esoterisk og indforstået til min smag. Derudover bliver jeg simpelthen irriteret og nærmest rundtosset af de tusindvis af gentagelser, der findes på albummet.