Rejsen mod Vest

Ser man bort fra Awakening from Dukkha fra 2021, som ret beset var både et remaster og et opsamlingsalbum, så er det otte år siden, Nine Treasures udgav et album. Det er lang tid, især for et band, der ikke kan leve af at pege på sin store diskografi eller enorme popularitet. Derfor er det spøjst, at bandet for nyligt blev samlet op af ingen ringere end Metal Blade Records, for selvom bandet da har været aktive på koncertfronten, så har de jo ikke ligefrem kunnet slynge om sig med nye skiver i øst og vest. Ikke desto mindre så er folk-rockbandet fra Indre Mongoliet simpelthen klar med sit tredje album – langt om længe!

Men har det været ventetiden værd, kan man stadig fornemme bandets kulturelle ophav, eller kan man høre, at de nu er blevet en del af et enormt vestligt selskab? Var det et ladet spørgsmål? Ja. Ja, det var det.

Hurtigbriller og rishatte

Nine Treasures har altid halset efter sine landsmænd i The Hu og Tengger Cavalry (hvil i fred, Naturre). Og hvor mongolsk folk-rock/metal var sindssygt populært for et par år siden, så er den trend efterhånden død, som var den en fidget spinner. Nine Treasures har dog aldrig været helt lige så folk-orienteret som førnævnte bands. Eksempelvis har de aldrig benyttet sig af tuvan, bedre kendt som strubesang, hvilket ellers er alfa og omega, når man snakker om mongolsk musik. Jovist, der er da stadig de klassiske instrumenter som morin khuur, balalajkaen og så videre, men deres musik har altid været markant mere vestlig end The Hu.

Men på Seeking the Absolute lyder Nine Treasures nu mere vestlige end nogensinde før. Sat på spidsen så lyder de faktisk som et vilkårligt amerikansk røvballerockband fra 00’erne som Creed, Godsmack eller sågar Nickelback, bare tilsat et milligram folk. Hvilket er enormt skuffende – ja, det er faktisk katastrofalt. Bandet skrev selv i deres promomateriale, at de på det her album har været inspireret af bands som Tool og Amon Amarth – hvilket, bortset fra det, lyder som en absurd kombination.

Men der er lige akkurat nul procent vikinger og dødsmetal over det her album, og det eneste, der minder om Maynard & co. er, at numrene generelt er alt for lange – og kedelige. Det her album er slet og ret lige så mongolsk som mongolian barbecue.

Bevares, musikken er da helt overordnet ’fin nok’, men hvornår har det nogensinde været noget, nogen reelt set har søgt? Der er måske ét godt nummer her, nemlig “Lonely Old Horse”, som så samtidig er et instrumentalt nummer på fire minutter, som er det ottende ud af ni numre – flot.

Det her minder uhyggeligt meget om, da Tengger Cavalry flyttede fra Kina til USA, for da var der også et markant skift fra fremragende, autentisk mongolsk folk-metal til plastikrock med rishat. Jeg siger ikke, at det udelukkende skyldes en eller anden smart producer med hurtigbriller fra Metal Blade, men …

Ni stykker skrammel

Det er ikke det værste album, jeg har hørt i år; de spiller jo fint, og produktionen er fjong, men resultatet er bare så … ligegyldigt og beige. Som live action-udgaven af Mulan fra 2020. Det er enormt skuffende, men desværre også enormt forventeligt, at Nine Treasures’ ægteskab med Metal Blade ville resultere i noget så slattent som det her album. Men derfor gør virkeligheden stadig ondt. For jeg kan godt lide Nine Treasures, og guderne skal vide, det er længe siden, vi har fået en god omgang mongolsk folk … Men ak! Ventetiden er ikke forbi endnu, for her er der ikke tale om ni skatte, men ni stykker assorteret ragelse fra Temu.