Newsted - Heavy Metal Music

Heavy Metal Music

· Udkom

Type:Album
Genrer:Thrash metal, Hard rock
Antal numre:13

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 2 stemmer.

God gammeldags Heavy Metal fra Newsted.

Han havde ellers sat musikkarrieren på standby for en stund - ryg, skuldre og nakke havde været smadret i flere år, og hård genoptræning holdt ham væk fra musikken. Men da Jason Newsted gik på scenen i The Fillmore i San Francisco til Metallicas 30-års jubilæum, en aften i 2011, skete der noget. Han fik en så overvældende og storslået modtagelse af Metallicas fans, at han vidste han ikke var færdig endnu. Lysten og energien var tilbage! På rekordtid fik han samlet et band og skrevet en håndfuld sange, og det mundede ud i den ganske fine EP Metal, der udkom i foråret. Nu har bandet, der ganske enkelt kalder sig Newsted, udgivet deres første full-length, Heavy Metal Music - det slipper de særdeles godt fra.

Den altid energiske Jason Newsted med band gav en glimrende koncert på dette års Copenhell, hvor de gav masser af smagsprøver på deres kommende album. Det lød rigtig lovende, og pladen skuffer da bestemt heller ikke. Inspireret af intet mindre end alt det musik, han har spillet hele sit liv, har Jason Newsted begået en samling sange, der, som titlen antyder, er ren og skær Heavy Metal. Det er temmelig old school og temmelig thrashet, og der er ingen slinger i valsen eller mærkelige satsninger. Måske en anelse konservativt at der ikke rigtig eksperimenteres, men det må vi håbe kommer på næste skive. Et comeback der siger "Hva' så røvhuller, er I stadig derude?" må nemlig gerne bare være ligepå og hårdt uden nogen dikkedarer. Og det lykkes til fulde! Bedst er første single "Soldierhead" (der selvfølgelig indeholder lidt bas-lir) samt "Above All" og "Twisted Tail of the Comet". Det er også ganske fint produceret, omend guitarist Mike Mushok (tidligere Staind) har en lidt slatten lyd af og til, men det er til at leve med. Tekstmæssigt kan det heller ikke komme bag på nogen, at der bliver sunget om Jasons comeback efter et par nedture, samt flere års bitterhed på, og efterfølgende forsoning med, James Hetfield. Så alt i alt en rigtig god plade, der faktisk overrasker positivt på mange fronter. Det er ikke bare "ham der engang var med i Metallica". Næ nej, han kan så sandelig godt på egen hånd.

Soldierhead - Ikke så meget pjat.