Djentgryden koger videre

Fire år efter The Amanuensis er engelske Monuments klar med deres tredje udspil Phronesis og deres bud på, hvordan moderne progressivt metal – eller djent, hvis vi skal bruge det ord – anno 2018 skal lyde. De spørgsmål, der så melder sig med det samme, er: Kan og bør der koges mere suppe på den gryde, Meshuggah satte i kog for efterhånden mange år siden, eller er det ved at være en tynd kop te, og hvad betyder det for Monuments?

Nu med markant mere Michael Jackson

Albummet starter med ”A.W.O.L”, som umiddelbart ikke giver anledning til at tro, at der er sket meget med Monuments igennem de sidste fire år, og ”Hollow King” følger trop med en umiskendelig Monuments-lydende klang. De holder stilen, men arbejder videre med den og udvikler deres lyd, som man også bør, når man spiller en genre med så mange enslydende bands.
Men som man kommer igennem albummet, bliver det tydeligt, at Monuments ikke udvikler deres lyd i den retning, man kunne forvente. De styrer den nærmere i en simplere og mere catchy retning, både i forhold til sangskrivning og til lyrik. Man kan endda strække den så langt som til at sige, at nogle af sangene er blevet poppede – Ikke helt ulig danske Siamese, der også har en noget poppet tilgang til sangskrivning.

Nu er det ikke, fordi der er noget i vejen med at lave popmusik, man skal bare stå ved det man laver og kalde en spade for en spade. Og det virker lidt til, at Monuments har tænkt så meget i popretningen, at de har glemt, at det egentlig var en prog-plade, de ville skrive. Det føles, som om de til sidst bare har kastet en håndfuld riffs ind, smækket prog mærkatet på og så promoveret det som prog, men inderst inde ved de godt, at det ikke er det. ”Stygian Blue” er en popsang forklædt som prog metal, og flere steder på pladen lyder det, som om man har tænkt: Hvad ville Michael Jackson gøre? I pressematerialet står der endda, at ”Mirror Image” er smedet af forskellige metaller – det må være bly, kviksølv eller et andet blødt metal, der er brugt for at lave dem.
Men det er som sådan ikke dårligt skrevne sange. De er simplere ja, men nu skal alt ikke være superteknisk og 47/64 dele takt, det er helt legitimt at skrive simplere og mere catchy sange. Sammenhængen de 10 sange imellem er også ganske glimrende, og der er ingen numre, der falder udenfor den stil, som albummet placerer sig i. Mange af sangene har også en del leadguitarlækkerier og andre elementer, der gør Monuments til dem de er, hvilket gør, at pladen lige kommer op over det gennemsnitlige.

Knap så monumentalt

Phronesis er på ingen måde verdens bedste plade og heller ikke Monuments bedste, og den udgiver sig for at være noget, den ikke er. Den vil gerne være et moderne prog metal-album, og udadtil fungerer det også ganske fint, men kradser man bare lidt i overfladen, falder korthuset sammen, og man står tilbage med spørgsmålet: Er det her ikke en lidt poppet plade? Til det kan jeg kun svare ”Jo, det er det”. Men under overfladen er der dog stadig lidt godt at komme efter – det er ikke meget, men det er lige præcis nok til at gøre det ok.