DETEKTOREN
Midnight Eternal - Midnight Eternal

Midnight Eternal

· Udkom

Type:Album
Genre:Symphonic Power Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Rhapsody møder Kamelot i et Nightwish inspireret band, der stræber efter stjernerne.

Bombastisk debut

Debuten fra amerikanske Midnight Eternal lægger sig klods op af den helt særlige niche af episk symfoni metal man enten elsker eller ikke kan fordrage. Som en person med en svaghed for svulstig musik, burde man kunne forledes til at tro at jeg ville falde for det her album, som fjenderne for deres mægtige sværd, men desværre er det mere pompøst end episk og jeg spidser pennen i stedet for sværdet.

Standing on the shoulders of giants

Jeg har haft virkelig svært ved at nå til bunds i deres selvtitlede debutalbum. For selvom jeg postulerer jeg er glad for svulstig musik, så er det med alverdens forbehold, samt snæversynede præferencer. For når jeg siger svulstig, så tænker jeg på symfonisk black metal og andet godt fra mørket, ikke Luca Turelli symfonisk / episk powermetal, som det her faktisk er. Og derfor er det virkelig svært at skulle forholde sig objektivt til en genre man i al hemmelighed ikke bryder sig om. Så hvad gør man så når man skal forholde sig til et band der mest af alt lyder som om de lytter ved døren, når Nightwish øver? Easy, man anskuer et subjektivt emne, rent objektivt. Det mest åbenlyse er at fordybe sig i forsangeren først, for her har vi at gøre med endnu et female-fronted melodisk metal band. Og jeg mener ikke Angela / Alyssa melo-metal. Vi snakker full-on opera-inspireret vokal, med Tarja Turunen som et af forbillederne. Og hvordan går det så lige med det?

Raine Hilai kan egentlig godt synge, hun har en god vibrato og præsterer en hæderlig sopran, men den generelle følelse jeg får når hun synger, er at hun burde sænke lejet en smule. For selvom hun er uddannet klassisk sopran og har en baggrund indenfor musicals, lyder hendes stemme simpelthen for anstrengt og bævende når hun skal helt op i de høje toner. Hvor Tarja har en meget mere kraftfuld stemme, er Raines for skrøbelig til at brage igennem, hun mangler simpelthen pondus til at opnå hvad hun forsøger på. Dog har hun en gang i mellem held til at ramme et sweet spot helt oppe i de høje toner og det lyder pissegodt, hun formår at navigere udenom det skabagtige og påtaget teatralske der oftest følger med den slags sang. Til gengæld er den mandlige backing vokal voldsomt irriterende og efter min mening, burde han faktisk helt holde sin kæft, på nær i et enkelt tilfælde. Nummeret ”Repentance” byder på et af de allerbedste mandlige power skrig jeg nogensinde har hørt, det passer perfekt ind i udtrykket og det op-på-din-hest-og-ud-over-stepperne tempo der i øvrigt gennemsyrer hele albummet.

Faktisk er hele albummet et skidegodt eksempel på hvordan det kan være svært at abstrahere fra man faktisk slet ikke kan lide det man får serveret, men dog alligevel kan finde formildende omstændigheder ved som gør man tager sig selv i at nikke med undervejs. For selvom teksterne er mega banale, keyboardet giver mig stress som intet andet har givet mig stress før og man bliver lidt træt af det hele tiden er totalt overskruet, så slår især guitarsoloerne kløerne i mig. Numre som ”Believe In Forever” og især pladens sidste skæring ”First Time Thrill” byder på soloer i særklasse og er rykket så meget frem i lydbilledet de til tider overstråler vokalen, som ellers er det bærende element her. Rundt omkring på pladen kan man også finde lidt eksperimenteren der løfter niveauet for et nummer der ellers er dømt ude af forskellige grunde, her tænker jeg især på nummeret ”Silence”. Det lægger ud med at være alt jeg hader ved den genre og så kommer der pludselig en spøjs lille keyboard snas, der næsten opvejer resten af pladens keyboard bashing.

Ikke for alle, men noget for nogen

Nogle gange falder man over en plade der ved første, andet og tredje lyt ikke tiltaler en synderligt meget, af mange forskellige grunde. Og så lige pludselig, forstår man det. Det er desværre ikke tilfældet her. Jeg bliver aldrig fan af opera metal med en bismag af helt og power, men hvis jeg skal holde op med at være en sur gammel dame, tror jeg fans af genren vil bifalde Midnight Eternals bidrag til verden. For det er irriterende catchy og der er ingen tvivl om de er dygtige, dedikerede og nok skal vinde mange menneskers hjerter.

Tracklist

  1. Till the Bitter End
  2. Repentance
  3. Signs Of Fire
  4. Shadow Falls
  5. The Lantern
  6. Believe In Forever
  7. Midnight Eternal
  8. When Love and Faith Collide
  9. Like an Eternity
  10. Silence
  11. Pilgrim and the Last Voyage
  12. First Time Thrill

Tilføj kommentar