Leoparder er født på meth
Ligger du nogle gange i en sen nattetime og spekulerer over, hvordan Tyskland under Anden Verdenskrig kunne besætte så meget så hurtigt? En stor del af svaret er ganske enkelt metamfetamin. Er stærkt vanedannende stof, som undertrykker behovet for søvn, føde og andre af hverdagens trælse stopklodser. Men nu hvor det er ilde set at besætte andre lande, så kan man jo bruge den ekstra tid på musikken. Og med methens historie in mente så skal det jo gå stærkt. Det er cirka den filosofi, den australske duo Meth Leppard har skrevet musik efter i de sidste ti år, hvor seneste udbasunering var juli måneds Gatekeepers.
Du når ikke engang at se djævlen i detaljen
Nu tænker du måske, at jeg har stavet Def Leppard forkert eller gravet et fjollet coverband frem. Begge dele er dog forkert. Meth Leppard er et af Australiens fremmeste grindcoreeksporter, som på humoristisk og provokerende vis peger fingre ad samfundets problemstillinger.
Som “Algorithm & Blues” og “HPV Lovecraft” demonstrerer smukt, består rygraden i Meth Leppards lyd – som altid – af blastbeats, der prygler dine ører på samme måde som luften gennem et åbent vindue i bilen på motorvejen, og riffs med lyden af en stiksav i en tynd stålplade. Man hører tydeligt, hvordan den simple tankegang fra det tidlige Wormrot er blevet nærstuderet og finpudset til at lange flest mulige øretæver over disken på kortest mulig tid. En lyd, der ellers går stik imod de mere progressive og tekniske tendenser, som Cloud Rat, Pupil Slicer og nyere Wormrot har givet sig i kast med. Men når KISS-modellen, under Meth Leppard, har bedre levevilkår end frilandsgrise, så vinder det simple stort over det progressive.
Udover en overordentlig god forståelse af, hvordan man får mest mulig saft og kraft ud af grindens basisingredienser, så er Gatekeepers fyldt med detaljer, som din øregang knap ænser i forbifarten. Titelnummeret rundes eksempelvis af med et meget uventet, men dejligt opløftende og dragende liberteersk riff. “Oligarchy Bukkake” trækker yndefuldt den bissede hardcore rundt i manegen, “Pay to Play” går lidt simplere til værks med et tydeligt dødsmetallisk islæt, og “Idiocracy” slår på imponerende vis verdensrekorden i flest temposkift på to minutter – en spilletid, som samtidig gør det til pladens længste nummer. Samtlige af pladens ti numre formår at kante øretæverne så hurtigt og på så forskellig vis, at du af og til må have en VAR-melding for at opdage, hvad det var, der lige gav dig en flyveskalle. Men på Gatekeepers er det totalt ligegyldigt, om det er en lige højre eller en 1-2-kombination med mere finesse. Meth Leppard slår dig i gulvet med begge dele.
Det eneste minus på Gatekeepers er, at de små detaljer af og til tværer lidt for meget ud i grindens afsindige tempo. Selvom “Mind-Ctrl-Alt-Delete” og ”D-Fens” begge er studier i suveræn simpel grind, så skal numrene nok nærmest skrives ud på tabs eller nodepapir, før forskellene for alvor skinner igennem. Og med ti numre på kun 14 minutter så skal hvert nummer have sit eget tydelige særpræg.
Napalmen er ikke død forgæves
Der er ingen grund til sære avantgardistiske eksperimenter, hvis bare du gør det grundlæggende bedre end resten. Det er dybest set, hvad Meth Leppard sætter to tykke streger under på det jetdrevne godstog, som er Gatekeepers. Bandet gør det selvfølgelig, mens små lækre detaljer kommer som skudt ud af en kanon; de 14 minutter skal jo fyldes ud. Men fremragende grindcore kogt ned til genrens fundament af fart, vrede og rendyrket afstraffelse af alt og alle, som kommer inden for rækkevidde uden at skelne mellem ven eller fjende, er det primære fokus. Og man nyder det i samtlige 14 minutter.