Mea Culpa - The Four Parts Of the Earth

The Four Parts Of the Earth

Udkom

Type:EP
Genrer:Melodisk Death Metal, Melodisk groove metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 3 stemmer.

Mere Culpa, Tak!

Hvis man har spillet PC-spillet Blasphemous, som udkom for nyligt eller bare generelt har interesse for latin, er man sikkert stødt på udtrykket Mea Culpa, der betyder ”min skyld”. Ordene bruges primært , når man skal bekende synder i kirken eller når man bliver pålagt bodshandlinger – for vi ved alle, at syndsforladelse kommer med en pris, ikke sandt? Mea Culpa er dog også navnet på københavnerkvintetten, som blev dannet i 2020, og som til vores store overraskelse pludselig indsendte en mere end godkendt EP til Detektoren, som scorede syv kranier. Melodød-bandet består af de fire gutter Justin, Axel, Kristoffer og Mads, som nu er tilbage med en ny satirisk og (anti-)religiøs EP der, selvom den ikke just holder sig til historiebøgerne, nu alligevel er ret fed.

Veni, vidi, vici

Som min kollega Emilie nævnte i sin anmeldelse af bandets tidligere EP, The Faith, the Lies and the Eternal Rest, er det især inkludering af groove-metal, der får Mea Culpa til at skille sig ud fra andre melodød-bands. Og heldigvis har de valgt at fastholde dette unikke element. Det kan allerede høres i åbningsnummeret ”Horsemen”, som bringer apokalypsen tæt på ens dørtrin, og de tunge, svingende riffs rammer præcist det rette sted i kirkekassen. I ”You Answer To Me” fortæller bandet historien om, at tiden til at angre er forbi, og prisen for ens syndere skal betales. Forsangeren Mads growler sadistisk linjerne ”I will keep you, drag you down, you’re my labor i will whip, you’re my slave forever until, you’ve sentenced for the souls you’ve killed”. Hans growl er overraskende teknisk og samtidig yderst beskidt – på den mest rene måde mulig. Lydmæssigt bevæger vi os i retning af kendte melodød-bands såsom Amon Amarth og Kalmah, hvilket bestemt ikke generer mig personligt, da den svenske scene er fyldt med talentfulde bands. Mea Culpa formår generelt at fange essensen af genren på en måde, der føles frisk og veludført grundet grove-inkludering og deres skiftende riffs.

EP’en varer 28 minutter og er altså derfor tæt på albumslængde, og der er rigeligt med højdepunkter til at fylde tiden ud. Det centrale riff i ”Warrior King” er fængende og bidsk, og guitarintroen i ”Out In The Cold” er rent ud sagt smuk – dog en smule forstyrret af en skræmmende barnelatter i baggrunden, der føles malplaceret. Trommearbejdet i ”Horsemen” fortjener også anerkendelse, da de konstante variationer udgør hjørnestenen i nummerets succes. Bandet virker meget sammenspillet, trods at de kun har udgivet to EP’er indtil videre, og det lover godt for deres fremtid.

Hvis man tager de kritiske briller på, er der faktisk kun ét nummer, der ikke holder niveau, og det er afslutningsnummeret ”Believers Call”. Det bevæger sit tæt på det generiske, da melodien virker mere låst, og skiller sig på ingen måde ud som den foregående albumslukker ”A Beautiful Mind”, der var ret eksperimenterende i sin natur. Rent lyrisk kan der også argumenteres for, at ”Own Grave” er en anelse for banal. Nogle gange kan det usagte sige mere end det skrevne, trods alt.

Endnu en god EP

Mea Culpa har atter vist, at de er en talentfuld flok, og The Four Parts Of The Earth er endnu en stærk EP, som længdemæssigt er tæt på et fuldt album. Med nummeret ”Horsemen” som fanebærer, sikrer københavnerkvintteten sig otte kranier denne gang, og jeg håber også at finde dem i fremtiden på den danske scene som en spændende newcomer til melodød-genren.

Tracklist

  1. Horsemen
  2. Own Grave
  3. You Answer to Me
  4. Warrior King
  5. Out in the Cold
  6. Believers Call