I det øjeblik, hvor jeg lader Manntis strømme ud gennem mine højtalere, rammes jeg af deres hårdtslående lyd og kraftfulde udtryk. Musikken er gennemført heavy og vokalen er brutal som ind i helvede. Albummet er spækket med ekstremt hård metal, der undtagelsesvis præges af melodiske passager, for i næste øjeblik at flænse dine øregange.

Selve lydproduktionen er rimelig god, instrumenterne kan høres og trommerne drukner ikke i alt andet. Det er en rar oplevelse, men langt fra den bedste produktion nogensinde. Producer Cameron Webb (Danzig, Motörhead, Social Distortion) har indkapslet bandets udtryk og lader det skinne igennem. Den rene, men samtidig lidt rå og beskidte lyd, er også det indtryk man sidder med, når man ser Manntis eller hører deres musik.

Der er på ingen måde noget som helst nyskabende over Manntis og musikken kan også nogle gange flyde lidt i baggrunden, når den bliver en smule triviel – men bandet formår oftest at hive opmærksomheden tilbage, hvor den bør være.

Bortset fra det, lever bandet op til de forventer man kan have til et band af deres kaliber. De holder klart standarden og skuffer ikke, med mindre man sidder med meget høje forventninger.