Lychgate - The Contagion in Nine Steps

The Contagion in Nine Steps

Udkom

Type:Album
Genrer:Avant-garde Metal, Doom metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Doom, Black… og Avantgarde?

Lychgate er et britisk band, der først fandt sammen i 2011 i London. Bandet er af natur svær at putte i en kasse, da de aldrig har været bange for at eksperimentere. Nogen kalder dem et doom band, hvor andre har kaldt dem black. Disse to genrer befinder sig oftest i hver sin ende af metallens store univers; hvor doom er langsomt og tungt, har black metallen det med at være hurtigere og mere højfrekvent. Lychgate har dog valgt at kombinere disse to, og smider man også lige en god gang skæve rytmer og utraditionelle sang-strukturer ind, ja så kan de vel også kaldes avantgarde. Men når ens musik er så særpræget, vægter man så stadig kvaliteten højest, eller går man for meget op i at lyde unik?

Flere kritikpunkter, men med et godt udgangspunkt

The Contagion in Nine Steps er med sine seks sange Lychgates tredje fuldlængdealbum. Albummet lægger ud med den noget spøjse “Republic, som starter med et disharmonisk orgel, som giver et lettere gotisk vibe. Dette bliver samlet op af et langsomt, men tungt riff som kører i en skæv rytme. På trods af den langsomme og doom-inspirerede rytme, er der stadig en mere melodisk side at finde i leadguitaren. Dette er klart et af pladens mere interessante numre. Det næste nummer “Unity in Opposites” har også flere overraskelser med sig, og her ville det være særligt relevant at kigge på bas-spillet, der udmærker sig markant i henholdsvis introen og mellemspillet. Sangenes længde får dog pladen til at halte en smule, da flere af numrene bliver trukket lidt for langt ud og dermed ender med at kede lytteren lidt. Ligeledes bør det også nævnes, at sangenes rækkefølge også godt kunne være placeret anderledes, for ligesom albummet starter stærkt, slutter det også med nogen sange, der desværre ikke er lige så gode. Dette give lytteren en mere ujævn oplevelse, når de hører hele pladen igennem.

Vokalen er desværre ikke altid 100 pct. vellykket. Hans growls er forholdsvis primitive, og i “Unity of Opposites” forsøger han sig da også med en mere rocket vokal, som desværre må siges at være ret malplaceret. Det ville dog være synd at sige, at hans vokal ikke har noget at byde på, for det har den i allerhøjeste grad! Særligt har jeg ladet mig imponere af hans klang, når han synger rent og hans dybe leje giver musikken et gotisk tvist. Sammen med orgelet i baggrunden bringer det lytteren minder om diverse okkulte b-film. Modsat giver det en helt anden effekt, når forsangeren vælger at bevæge sig op tonemæssigt. Dette er tydeligst på sangen “Atavistic Hypnosis”, hvor hans skingre vokal næsten kan give associationer til de mere opera-prægede passager, der eksempelvis er at finde hos et band som Fleshgod Apocalypse.

Meget at tage ind, men fedt i små bidder

The Contagion in Nine Steps er helt bestemt et meget særpræget album fra et lige så særpræget band. De første par gennemlytninger kan være svære at have med at gøre grundet det noget alternative valg af genrer, der bliver mixet. Giver man albummet lidt mere tid, er der dog mange gode ting at bide mærke i, og det bliver helt klart en spændende lytter-oplevelse. Sangenes længde og det lave tempo kan gøre det svært at lytte det hele igennem i et hug, men tager man det i små bidder, en sang ad gangen, kan det sagtens blive en udmærket musikoplevelse.

Tracklist

  1. Republic
  2. Unity of Opposites
  3. Atavistic Hypnosis
  4. Hither Comes the Swarm
  5. The Contagion
  6. Remembrance

Tilføj kommentar