Ondskab dør aldrig
Når man blot tager et lille kig på nyhederne, er det ikke svært at tro på eksistensen af menneskets medfødte tilbøjelighed til ondskab. Denne idé om menneskets indre kamp mellem godt og ondt findes i langt de fleste religioner og kulturer. Det tidligste eksempel på dette i de abrahamitiske religioner er konflikten mellem Kain og Abel, der ifølge de hellige skrifter førte til menneskehedens første mord. Netop dette – menneskehedens selvdestruktive tendenser og indre konflikter – har været inspirationskilde på Lotans anden langspiller, Yetzer Hara, der udkom den 15. august.
Den gode, den onde og den grusomme
Lotan har på deres tidligere udgivelser ikke ligefrem høstet ros for innovation eller originalitet her på sitet. Heller ikke på Yetzer Hara opfindes den dybe tallerken, men det er måske heller ikke nødvendigt. Pladen kendetegner sig nemlig ved en flot produktion, hvor alle elementerne kommer til deres ret. Her er det særligt Martin Rubinis stemme, der ligger fint langt fremme i mikset, så den ikke bliver overskygget af instrumenterne. Dette høres allerede på første nummer, “Minenwerfer”, som med sit langsomme tempo og den gradvist stigende intensitet fungerer fremragende som åbner, der tager lytteren ved hånden og med ind i næste nummer, “Scorched Tyranny”. Ved sidstnævnte er særligt samspillet mellem trommer fremført af Jon Elmquist og guitar spillet af Andy Dragsberg og Lasse Heiberg særdeles vellykket. Også fjerde skæring, “Crown of Rope”, hører definitivt til et af pladens højdepunkter. Nummeret brillerer med en vellykket komposition, der formår at balancere mellem orden og kaos. Pladens absolut stærkeste nummer er dog “Heksenat”, der i øvrigt fungerer fremragende i livesammenhæng – det har Lotan bevist op til flere gange. Sangen skiller sig ud med et mere groovet udtryk, hvor bassen spillet af Philip Kaaber også kommer til sin ret. Mere af det, tak! Pladens skyggeside byder dog også på numre, hvis komposition er meget forudsigelig og som taget direkte fra blackened dødsmetal-håndbogen. Hertil hører særligt pladens to afsluttende numre, “Violent End” og “Righteous Fury”. Ikke sagt at numrene er dårlige, men de er bare ikke spændende nok – særligt sammenlignet med de stærkere sange i starten af pladen.
På godt og ondt
Samlet set kan det siges, at Yetzer Hara er en plade, hvor meget fungerer, som det skal, uden dog at være ekstremt imponerende eller spektakulært. Lotan viser således, at de kan deres håndværk, men det ville være ønskværdigt, hvis de forsøger sig med mere interessante kompositioner, især nu hvor de på flere af pladens sange beviser, at de jo sagtens kan.
