Elevatortale
’Gud, er de stadigvæk aktive?!?’ Stor var min forbløffelse, da svenske Loch Vostok og Opus Ferox II: Mark of the Beast for nylig landede i redaktionens indbakke. Mit første og hidtil eneste møde med de progressive akrobater fra Uppsala ligger således helt tilbage i 2006, hvor en vis Mads Volf (ex-Manticora, Red Warszawa) solgte mig gruppens anden og dengang spritnye udgivelse, Destruction Time Again! … Klip til 2024 … En af mine største kæpheste har alle dage været pladeselskabernes overeksalterede promovering, der ofte placerer udgivelserne på en piedestal, artisterne sjældent formår at honorere. Derfor havde jeg det også usigeligt stramt med gruppens egen elevatortale om forgængeren, første kapitel af den planlagte trilogi, Opus Ferox – The Great Escape: ’Accessible and avantgarde. Aggressive, progressive and melodic. A new level. The Great Escape.’ Læg dertil vores mildt sagt blandede erfaringer med kapitelinddelte konceptudgivelser … ja, så kan du formentlig selv fornemme, hvor det her bærer hen.
Næste niveau
Til ære for læsere uden kommerciel baggrund: Elevatortalen (eller i daglig tale elevatorpitchen) er en kort beskrivelse af en idé, et produkt eller en virksomhed, der forklarer konceptet på en måde, så enhver lytter kan forstå det på ganske kort tid. Her må vi konstatere, at førstesinglen og albummets indledende nummer, ”Distant Assistance”, forspilder sin chance på ganske spektakulær vis: kaotiske drumfills. En manisk dobbeltpedal, der hovedløst høvler afsted. For slet ikke at nævne Jonas Radehorns malplacerede growl, der slører det øvrige udtryk af henholdsvis Manticora og Mercenary fra tiden med Mikkel Sandager i front. At den tilhørende musikvideo så samtidig er optaget i … ja, en elevator … bidrager blot yderligere til det ufrivilligt komiske scenarie.
Det urolige udtryk, der generelt inficerer albummets produktion, kan formentlig delvist tilskrives den seneste omrokering i besætningen siden The Great Escape. Ud er gået Lawrence Dinamarca (nu også ex-Manticora), og ind er hentet forholdsvis ukendte William Parkstam. Efter 12 år med ’Lalle’ bag tønderne kan man derfor ikke fortænke Parkstam i at ville sætte sin personlige signatur på projektet. At der stadig mangler noget balance i samspillet med de strengevridende veteraner Niklas Kupper og Teddy Möller, er dog helt naturligt. Et af de største kritikpunkter tilfalder derimod 80’er-klaviaturet tunet til ’japansk arkadehal’, der som en fjern slægtning uden forudgående invitation kommer brasende ind undervejs. Således saboteres sagesløse ”Senses”, ”Drastic Measures” og minsandten også ”Just Like That”, hvor vokalharmonierne ellers kærkomment klinger af Matt Barlow (ex-Iced Earth, ex-Pyramaze). Man når end ikke at trække luft ind for at skrige i affekt: ‘VI ER IKKE HJEMME!’
Det er også i ”Drastic Measures”, vi finder eksempler på næste alvorlige anke. End ikke Patrik Jansons vibrerende basanslag kan redde det galoperende epilepsianfald, der brillerer yderligere gennem sine pinagtige banaliteter: ‘The final battle is tonight, we have to strike with all our might’. The […] have to understand, that drastic measures are at hand.’ Det står efter tre gennemlytninger stadig ikke klart, hvem budskabet er rettet mod, ligesom lyrikken i omkvædet er komplet skævvredet i forhold til de melodiske rytmestrukturer. Det er ikke progressivt, det er bare ualmindelig slattent håndværk! Og så har vi end ikke berørt den populistisk leflende klagesang om ulighed og undertrykkelse af minoriteter, der blandt andet kan nydes på ”Rebel Command”. Om livet i ghettoerne. At blive fordrevet fra sin landsby, tvunget til at søge refugium i bjergene. Ja, her var jeg ellers lige ved at tro, vi blev præsenteret for et stykke med Star Wars. Eller, vent lige lidt … (!)
Skal protest-prog nu til at være en ting?
Endnu engang demonstrerer eventyrlystne Loch Vostok klart og tydeligt, hvorfor vi her på redaktionen har et noget blandet forhold til konceptudgivelser, der strækker sig over en længere årrække. Alene risikoen for ufrivillige ændringer i udtrykket grundet tilsvarende udskiftninger i besætningen trækker voldsomt ned. At Radehorn samtidig har svært ved at temperere både stil og toneleje (uh, den falset altså!), taler bestemt heller ikke til albummets fordel. Ambitionerne fejler ellers ikke noget, og fraseringer som ’ I take lead, where others will follow. I’ll take no prisoners, we’ll take over everything’ (“Children of Science”) og ‘You need to trust the system, says idiots everywhere’ (“Lords of the Inanimate”) argumenterer lystigt for ‘protest-prog’ som en genre, der sagtens kunne vinde indpas. Men så lad os da som minimum få en ambassadør med større integritet og dermed troværdighed.
