DETEKTOREN
Lacuna Coil - Delirium

Delirium

· Udkom

Type:Album
Genre:Gothic
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 5,5/10 baseret på 2 stemmer.

​​​​​​​De italienske ’gothfathers’ er på toppen med ny magtdemonstration

Lacuna-spolen spiller stadig

Hvis der er noget, de efterhånden er vant til i Lacuna Coil-lejren, så er det udskiftninger i bandstaben – og dette ottende studiealbum, Delirium, er da også præget af nye ansigter. Over de sidste par år har italienerne måttet vinke pænt farvel til deres to guitarister, ’Maus’ og ’Pizza’, samt trommeslageren ’CriZ’. Som et plaster på såret har de budt velkommen til guitaristen Diego Cavallotti og trommetæskeren Ryan Blake Folden. Måske var det netop dette, Lacuna-vennerne havde brug for: fornyet energi og friske inputs!

Delirium: sindsforvirring og vrangforestillinger – eller hvad?

Genremæssigt er det ganske svært at holde styr på denne skive – men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, så længe bandet behersker den svære balancegang mellem variation og virvar. Delirium-skiven slår hovedsagligt sine folder inden for den alternative metal, men byder også på små, spændende afstikkere til alt fra gotisk, melodisk, symfonisk, elektronisk, metalcore og sågar pop.

Som sædvanligvis har de italienske venner satset hårdt på numre i mid-tempo-feltet – men hvorfor dog også ændre på noget de ved virker?

Én ting synes dog at være ændret: Tilgangen til musikken er hårdere end hidtil – og det klæder sgu bandet! Denne stil demonstreres allerede fra første nummer, ”The House Of Shame”, der sparkes – eller råbes – i gang af Andrea Ferros lungebristende brøl.

Det generelle lydbillede er præget af utrøsteligt trommespil, buldrende baslinjer, lav stemte guitarer – ja, man kan vel nærmest ikke spille moderne metal med en standardstemt guitar længere – det sublime vokalpar samt et væld af mere subtile lag, du er nødt til selv at udforske. Produktionen sidder lige i øjet, og Lacuna Coil viser endnu en gang, at de er sande melodimestre – hør eksempelvis ”Delirium”, ”Take Me Home” og ”My Demons”.

Det musikalske ægtepar gennem 20 år – Andrea Ferro og Cristina Scabbia – har altid været bandets varemærke, og det er bestemt ikke uden grund. Deres vidt forskellige vokalføringer komplimenterer hinanden som yin og yang: Ferro med sine rå, utæmmede toner og Scabbia med sin fine, fløjlsbløde skønsang. Tydelig er dynamikken og samspillet mellem dem på ”Blood, Tears, Dust” og ”My Demons”.

Jeg skal gerne indrømme, at Scabbia ikke er min personlige favorit inden for feltet af vrede kvinder, men jeg må erkende, at hun på Delirium gør et særdeles godt arbejde. På det mere stille og dybsindige nummer, ”Downfall”, viser hun for alvor sit vokalske værd, og det er ikke til at tage fejl af. Det er oftest Scabbia, der stjæler rampelyset, men her må jeg altså også slå et slag for Ferro. Han fortjener anerkendelse for sin stærke vokal, og uden ham var Lacuna-spolen altså for sukkersød!

Slutteligt er det også værd at nævne, at Delirium byder på lækkerbiskner i form af gæsteguitarister, der spæder skiven op med sprøde soloer. Mark Vollelunga fra Nothing More har prydet ”Blood, Tears Dust”, og Myles Kennedy fra Alter Bridge har smidt den helt perfekte solo på ”Downfall”! Mor er glad.

En opadgående spiral

Det har på alle måder været en fornøjelse at lytte til denne plade. Lacuna Coil er et band, der bliver bedre og bedre med tiden, og jeg vil erklære dette album for deres bedste nogensinde. Det eneste minus, jeg kan støve op, er, at sidste halvdel står en anelse svagere end første, hvilket resulterer i en smule ubalance. Dette ændrer dog ikke på, at skiven som helhed er særdeles stærk, hvorfor italienerne hiver hele 9 deliriske kranier med hjem.

Tracklist

  1. The House Of Shame
  2. Broken Things
  3. Delirium
  4. Blood, Tears, Dust
  5. Downfall
  6. Take Me Home
  7. You Love Me 'Cause I Hate You
  8. Ghost In The Mist
  9. My Demons
  10. Claustrophobia
  11. Ultima Ratio

Kommentarer (3)

Joey

Bliver bedre med tiden?

Sjovt at du skriver at Lacuna Coil bliver bedre med tiden. Har selv hørt meget Unreleashed Memories, Comalies og Karmacode, men er stået totalt af på deres seneste tre udgivelser.

God anmeldelse, må hellere tjekke dette album ud og se om Lacuna Coil ikke kun vil forblive god nostalgisk musik.

Jesper Beck

Jesper Beck

Tidligere anmelder

Indlæg: 41

Ak ja, så skete det igen.......

Jeg må være ærlig og tilstå, at et band som Lacuna Coil aldrig har sagt mig noget.....
De numre som jeg har hørt med dem, har været intet sigende, noget rodet og kedelige i længden. Så da jeg derfor så, at Lacuna Coil atter engang var på trapperne med et nyt udspil, så var min første tanke: Og hvad så??? De når aldrig i den liga, hvor Draconian har lagt standarden og er absolut førende!

Men det er ikke mange anmeldelser som ikke bliver læst af mig, og jeg må sige at Frk.Dybdal's anmeldelse fangede min interesse.
Den var jo yderste velformuleret og godt skrevet, og det lød jo virkeligt til, at Lacuna Coil havde taget sig sammen og spyttet et godt album på gaden, hvilket der kastede en 9'er af sig.

Desuden så er åbningsnumeret "The house of shame" et fantastisk godt nummer, som kommer op i liga med Draconian.

Jeg giver det en chancer tænkte jeg.......

Og det har jeg så nu gjort og sikke en skuffelse..........

Jeg har tidligere herinde været noget oppe og køre over de karakter som bliver givet,. da jeg ofte synes at det er for nemt at score en top karakter!
Bevars, smag og behag er jo som bekendt forskellig, men i min verden snakker vi lyd, rytmer, produktion, tekster, holdbarhed og meget mere, som skal røres sammen, når der skal gives karakter.

Det virker til at det er gået for stærkt for Frk. Dybdal og det lige er den første gennemlytning som har fanget helhedsindtrykket....

Lacuna Coil ligger som skrevet godt fra land med åbningen "the house of shame" og de næste par numre følger trop.
Men så begynder jeg at kede mig og musikken bliver hurtig baggrundsstøj, som man et eller andet sted slet ikke lytter til.
Men enhver skive skal have en fair chance, som Lacuna Coil fik et par ture mere i cd afspilleren. Men dette kunne ikke ændre ved mit syn på denne plade.
KEDELIG!!!
Der er god guitar mm., men det kan slet ikke redde helhedsindtrykket og slet ikke det faktum, og teksterne og sangskrinvingen overhovedet ikke holder i længden. De er alt for kedelige.......

Jeg vil kalde dette et middel udspil på en scenen hvor Draconian hersker og skal Lacuna Coil gøres sig nogen forhåbninger om at komme op i øverste liga, så er det tilbage til tegnebrættet og øvelokalet.
Med dette udspil er der lang vej endnu, men der er dog momenter som gør det muligt.

En 9'er for dette album..... Ak nej, det ville være 4 i min bog, hvis ikke lige "house of shame" havde rokket lidt ved min grundvold. Jeg havner på en mega lille 5'er og der vil gå noget tid førend Lacuna Coil finder vej til min afspiller igen.

"fobrehodl fro stjavefel"

Jesper Beck gav Lacuna Coil - Delirium 5/10.

Emilie Dybdal

Anmelder

Indlæg: 2

Tjah

Tak for input :-)

Jeg står dog fuldt ud ved denne anmeldelse, og jeg mener helt klart, denne skive fortjener en 9’er. Lacuna-vennerne bevæger sig så småt tilbage til deres gamle, lidt hårdere stil og væk fra det meget poppede udtryk, de har leget med på forgængeren især. De er sgu tilbage på sporet. Jeg synes helt bestemt, at det her er et langtidsholdbart udspil - der er dejlig lyd, god sangskrivning og mange spændende musiske lag, der gør, at skiven - for mig - ikke bliver kedelig efter mange ture i afspilleren.

Jeg vil give dig ret i, at der er en smule ubalance ift. kvaliteten af numrene og fordelingen af dem. Der lægges særdeles hårdt ud med nogle stærke numre, og så mister italienerne lidt pusten. Dog synes jeg ikke, det for alvor skader helhedsoplevelsen. Den generelle kvalitet er høj hele vejen.

Men som du selv siger, så er smag og behag noget, man aldrig kan blive helt enige om. Dette er jo bare min ydmyge mening blandt mange andre. Men 4-5 kranier? Ikke tale om - ikke fra mig i hvert fald.

Hilsen frk. Dybdal ;-)

Tilføj kommentar