​​​​​​​De italienske ’gothfathers’ er på toppen med ny magtdemonstration

Lacuna-spolen spiller stadig

Hvis der er noget, de efterhånden er vant til i Lacuna Coil-lejren, så er det udskiftninger i bandstaben – og dette ottende studiealbum, Delirium, er da også præget af nye ansigter. Over de sidste par år har italienerne måttet vinke pænt farvel til deres to guitarister, ’Maus’ og ’Pizza’, samt trommeslageren ’CriZ’. Som et plaster på såret har de budt velkommen til guitaristen Diego Cavallotti og trommetæskeren Ryan Blake Folden. Måske var det netop dette, Lacuna-vennerne havde brug for: fornyet energi og friske inputs!

Delirium: sindsforvirring og vrangforestillinger – eller hvad?

Genremæssigt er det ganske svært at holde styr på denne skive – men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, så længe bandet behersker den svære balancegang mellem variation og virvar. Delirium-skiven slår hovedsagligt sine folder inden for den alternative metal, men byder også på små, spændende afstikkere til alt fra gotisk, melodisk, symfonisk, elektronisk, metalcore og sågar pop.

Som sædvanligvis har de italienske venner satset hårdt på numre i mid-tempo-feltet – men hvorfor dog også ændre på noget de ved virker?

Én ting synes dog at være ændret: Tilgangen til musikken er hårdere end hidtil – og det klæder sgu bandet! Denne stil demonstreres allerede fra første nummer, ”The House Of Shame”, der sparkes – eller råbes – i gang af Andrea Ferros lungebristende brøl.

Det generelle lydbillede er præget af utrøsteligt trommespil, buldrende baslinjer, lav stemte guitarer – ja, man kan vel nærmest ikke spille moderne metal med en standardstemt guitar længere – det sublime vokalpar samt et væld af mere subtile lag, du er nødt til selv at udforske. Produktionen sidder lige i øjet, og Lacuna Coil viser endnu en gang, at de er sande melodimestre – hør eksempelvis ”Delirium”, ”Take Me Home” og ”My Demons”.

Det musikalske ægtepar gennem 20 år – Andrea Ferro og Cristina Scabbia – har altid været bandets varemærke, og det er bestemt ikke uden grund. Deres vidt forskellige vokalføringer komplimenterer hinanden som yin og yang: Ferro med sine rå, utæmmede toner og Scabbia med sin fine, fløjlsbløde skønsang. Tydelig er dynamikken og samspillet mellem dem på ”Blood, Tears, Dust” og ”My Demons”.

Jeg skal gerne indrømme, at Scabbia ikke er min personlige favorit inden for feltet af vrede kvinder, men jeg må erkende, at hun på Delirium gør et særdeles godt arbejde. På det mere stille og dybsindige nummer, ”Downfall”, viser hun for alvor sit vokalske værd, og det er ikke til at tage fejl af. Det er oftest Scabbia, der stjæler rampelyset, men her må jeg altså også slå et slag for Ferro. Han fortjener anerkendelse for sin stærke vokal, og uden ham var Lacuna-spolen altså for sukkersød!

Slutteligt er det også værd at nævne, at Delirium byder på lækkerbiskner i form af gæsteguitarister, der spæder skiven op med sprøde soloer. Mark Vollelunga fra Nothing More har prydet ”Blood, Tears Dust”, og Myles Kennedy fra Alter Bridge har smidt den helt perfekte solo på ”Downfall”! Mor er glad.

En opadgående spiral

Det har på alle måder været en fornøjelse at lytte til denne plade. Lacuna Coil er et band, der bliver bedre og bedre med tiden, og jeg vil erklære dette album for deres bedste nogensinde. Det eneste minus, jeg kan støve op, er, at sidste halvdel står en anelse svagere end første, hvilket resulterer i en smule ubalance. Dette ændrer dog ikke på, at skiven som helhed er særdeles stærk, hvorfor italienerne hiver hele 9 deliriske kranier med hjem.