I fodsporene på Compagnoni og Lacedelli
Lokaliseret i den pakistansk-kontrollerede del af Kashmir finder vi bjergkæden Karakoram. Kalenderen viser 31. juli 1954, og italienerne Achille Compagnoni og Lino Lacedelli har netop skrevet sig ind i historiebøgerne som de første til at bestige de svimlende 8.611 højdemeter for at nå toppen af massive Mount Godwin-Austen. Bedriften på verdens næsthøjeste bjerg, bedre kendt som K2, har således manifesteret sig som det altoverskyggende konceptuelle omdrejningspunkt på Kaijus nyeste album af samme navn. De progressive københavnere er i forvejen vant til at gebærde sig i de tyndere luftlag, hvilket debuten Rise to Nova fra 2017 bærer tydeligt vidnesbyrd om. I tråd med sin forgænger har også K2 hentet inspiration fra aldrende ikoner som Opeth og Mastodon, mens der denne gang er skelet yderligere i retning af navne som Periphery og Spiritbox fra den nordamerikanske progressivscene og de britiske øers ditto, hvor vi finder TesseracT og Monuments blandt de mest iørefaldende eksempler.
En bjergtagende, men farefuld færd
Den feterede klippetop har gennem årene fået ry som et af de smukkeste, men også farligste og mest ubarmhjertige steder på kloden. De spirituelle referencer til den respektive kamp for at bestige vores eget indre bjerg, og hvordan denne for manges vedkommende ender som en livslang ekspedition, gennemsyrer således lyrikken på K2. Et komplekst skisma symboliseret af de abrupte overgange mellem det kaotiske og det melodiske. Tag for eksempel ”Awakening Sign”, der fint understøttes af Rasmus Widemanns bas og Martin Aallings djentede riffs, og hold den dernæst op ved siden af førstesinglen ”Singularity”, der karakteriserer sig ved renskurede vokalarrangementer og harmoniske rytmestrukturer. Så har du kontrasterne i deres reneste form.
På foregående udgivelse beroede en del af vores kritik på manglende variation og teknisk formåen hos forsanger Mads Thines. Bevares, han står stadig i skyggen af Anders Mørck, der gennem sine groovy drumfills sætter høje standarder på både ”End of Day” og ”Mirage”. Alligevel bør Thines fremhæves for sin manøvrering i navnlig den højere del af registeret, hvor især ”You Will Dissolve” skiller sig positivt ud. Når vi taler om at skille sig ud, bør der også knyttes et par kommentarer til det omfattende genremix, der blandt andet kommer til udtryk gennem ”Golden Leafs” – et fængslende elementær-potpourri af core, death, prog og sågar nu metal.
At indramme et lydbillede af så høj kompleksitet stiller i sagens natur skærpede krav til produktionen. Her må vi lette på hatten for navnkundige Nicklas Sonne, der formår at løse opgaven yderst tilfredsstillende. Sammenhængskraften er både at finde blandt albummets største styrker og rummer samtidig de få anmærkninger. Konceptet står snorlige, og med titler som ”Chains” og ”Hypothermia” fjernes da også enhver skygge af tvivl, der på nuværende tidspunkt stadig måtte være. Sidstnævntes dualitet, der tager sit afsæt i reduktion af kropstemperaturen og de livstruende risici forbundet med kroppens drastiske nedkølingsproces, drager samtidig poetiske paralleller til menneskets hovmod, der ofte står for fald, og hvordan vi til syvende og sidst ender med at bukke under for vores egen arrogance.
Mod nye højder
K2 rummer et utal af spændende nuancer. For at fremhæve et særskilt element må det nok engang blive Mørck, der løber med prisen for sit yderst fængende og varierede trommespil. Skal vi omvendt finde håret i suppen, så besværliggør det strømlinede koncept og kompleksiteten i kompositionerne fremhævelsen af de enkeltstående numre. Der trækkes tillige store veksler på vores tidsallokering, idet K2 løber over anseelige 52 minutter, ligesom vi heller ikke slipper afsted med at køre albummet igennem det nedslidte Blaupunkt i Golf’en. Her skal betydeligt bedre isenkram til! Kan du først tikke de bokse af på arket, vil albummet til gengæld belønne dig med nye detaljer fra gang til gang. Vi ser med andre ord frem til efterårets releaseparty på Rust, hvor Kaiju indtager de skrå brædder i selskab med kollegerne fra The Vision Ablaze. Dernæst kunne snildt følge et diskret prik på skuldrene af arrangørerne for 2024-udgaverne af både vidtfavnende Copenhagen Metal Fest og nichefestivalen A Collosal Weekend. Kaiju trænger i den grad til at komme ud af hulen, og K2 opfylder til fulde kriterierne for at påkalde sig interessen hos den brede befolkning såvel som de trendsættende ’aficionados’, der traditionen tro samler sig på Enghavevej, når mere eksperimenterende og dystre aktører inden for dansk metal sætter hinanden stævne.
