Julien Damotte - Trapped

Trapped

Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Melodisk Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Den franske guitarist Julien Damotte kan her præsentere sit andet album, "Trapped", der ligesom det første (som jeg ikke har hørt), fortrinsvis er spillet og sunget af ham selv, dog med en del gæster. Således byder tre numre ("The Voice within Your Soul", "Eternal Love" og "The Inner Struggle") på vokal fra Gus Monsanto (ex-Adagio), mens man også på et par numre hører tre andre sangere, hvis navne umiddelbart er nye for mig (Buzz, Matt Haussy og Maya). To andre guitaresser, Christophe Godin (Mörglbl) og Mattias "IA" Eklundh (Freak Kitchen) fyrer tillige et par soloer af i det afsluttende, episke "Ending Chapter".

Musikken er grundlæggende progressiv metal med en stilkerne lidt hen ad Dream Theater anno 1994 blandet med det nyeste Symphony X - men bare uden de traditionale melodiske power-træk. Eller man kunne drage paralleller til så forskellige navne som Steve Vai, Riverside og Demians - førstnævnte pga. den lidt pompøse stil i nogle af Damottes guitarleads (f.eks. på "Opening Chapter"), de to sidstnævnte pga. tendensen til at koncentrere sig om at opbygge til tider voluminøse atmosfærer, snarere end at lave sange med en traditionel spændingskurve, hvor man hele tiden fornemmer, hvor man er henne mellem begyndelsen og slutningen (lyt f.eks. til "Eternal Love", hvad Demians-ligheden angår).

Albummet starter meget roligt ud, og der går lang tid med instrumentale snoninger, inden vi første gang hører noget vokal. Lytteren trækkes ind i et melankolsk, eftertænksomt univers, hvor de mol-baserede klange er meget ens hele vejen igennem, men danner et behageligt rum omkring en, hvis man bare forsøger at tage imod, hvad der kommer. Af og til brydes flowet, f.eks. af den mere aggressive, hurtigt thrashede "The Inner Struggle" (hvor jeg nærmest tænker Redemption tilsat lidt growl plus speedede eksplosioner i trommerne) eller den meget fredelige (og lidt kedelige) halvballade "Death", men som helhed fremstår "Trapped" på sine egne præmisser ganske helstøbt.

Hvad det tekniske angår, sidder det instrumentale, som det skal. Damotte har formået at programmere trommerne, så jeg stort set aldrig tænker over, at der ikke sidder en levende person bag gryderne, og hans bas og guitar lyder fint i mine ører. Keyboardisten Nach, som jeg ikke tidligere har hørt om, passer også sine klaverløb og traditionelle akkorder godt ind i sammenhængen, uden at det er overvældende genialt. Passagerne med vokal er klart bedst der, hvor Damotte har andre til at hjælpe med opgaven - hans egne præstationer lyder ikke helt så trænede (og ogsålidt falsk på et nummer som "What You've Been through").

Musikalsk har Damotte ikke opfundet den dybe tallerken, men mindre kan gøre det, hvis man er på udkig efter en atmosfærisk progmetalskive, der er o.k. at slappe af eller arbejde til. Der er i hvert fald tilstrækkeligt mange gode aspekter ved "Trapped" vejet op mod de kedelige eller kiksede passager, til at jeg sniger mig op på et 7-tal.