Cowabunga, dude!
New York har ikke været under britisk styre siden 1783. Det ændrer dog ikke på, at selvom Inhuman Nature er fra London, så har de – lige siden debuten fra 2017 – lydt, som om de var født og opvokset direkte på Times Square. Denne festglade kvintet spiller ægte og ufortrøden NY-thrash, altså den slags, hvor pepperonipizza, håndvægte og Heineken bliver løftet i lige mængder.
Power attack!
Inhuman Nature spiller ikke den slags thrash, hvor melodien eller teknisk ekvilibrisme får lov at sidde i højsædet. Niks, her får man powerchords, hylesoli og springskaller i blandingsforholdet 1:1, ikke helt ulig den thrash/hardcore-hybrid, som bandets åbenlyse forbilleder i Anthrax, Nuclear Assault og Leeway leverer, dog markant mere kamplystent og med en noget tydeligere tough-guy-attitude.
Nu og da sniger der sig da også elementer ind, som lugter af lige dele Slayer og Power Trip. Tag nu den første tredjedel af ”Fortress of Delusion”, der lyder som et restprodukt fra ”South of Heaven”. Det er dog ikke lige der, hvor Inhuman Nature er bedst. De skal ikke skrue ned for tempoet, tværtimod – de er ikke helt gode nok til at spille langsomt. Den her slags musik skal kun være hurtig, alt skal foregå i femte gear. For når pedalen er i bund, som den eksempelvis er på ”Possessed to Die” eller ”Mad Man’s Cage”, ja, så fungerer det virkeligt – og så kan man se bort fra, at bandet strengt taget kun har tre-fire riffs i hele sit katalog.
Men det er okay, den her musik er skabt til at være såre simpel; det er musik, der er lavet til at råbe højt, vælte rundt og høvle bajselademadder, til solen står op. Derfor giver det også sig selv, at den guitardrevne, instrumentale ”The Maze of Eternity” er ekstremt malplaceret. Det er fair nok, at Inhuman Nature lige forsøger at dyppe tåen i fremmede vande, men her er der nu engang tale om et band, der virkeligt skal blive ved deres læst.
Visse ting skal opleves, før de giver mening
Greater than Death er ikke en skive, der gør ret meget, men det, den gør, gør den godt. For det meste. Det er en simpel starut, og det ved den godt. Der er bestemt fodfejl hist og pist, som mestendels virker til at være resultatet af et band, der prøver at lave større armbevægelser, end der reelt set er plads til. Noget siger mig, at Inhuman Nature – sådan helt generelt – er et band, der så afgjort fungerer bedst på en scene og ikke på en plade.