Du kan forsikre dig mod alt
I juridisk sammenhæng er en guddommelig hændelse en naturkatastrofe, som ligger uden for menneskelig kontrol eller påvirkning. Dette kan være jordskælv, tsunamier eller til en vis udstrækning pandemier. Dog tror jeg vi alle kan være enige om, at hvis værtslandet for vinter OL fik sig nogle mere gængse spisevaner, kunne man have undgået i hvert fald én pandemi. Men ser man bort fra sidstnævnte eksempel, kan det virke underligt, at Immolation har valgt at kalde deres seneste plade Acts of God – men jeg skal da ikke afvise, at guddommelige hændelser også kan være ironiske.
Tre årtier uden metaltræthed
Skulle man ikke være familiær med Immolation, så har de i de sidste knap 35 år været mere eller mindre garant for dødsmetal af den mere komplekse og overvældende slags. Ikke decideret teknisk dødsmetal, men fans af hulemandsdød vil nok tiltuske sig en seriøs hovedpine i forsøget på at gennemskue numrene.
Denne lyd er da også, hvad der møder lytteren på Acts of God. Rytmesektionen er som altid mere stabil end den nordamerikanske kontinentalplade og numre som ”Shed the Light”, ”Broken Prey” og ”Derelict of Spirit” tordner derudaf med dissonante harmonier, hvirvlende soli, og hvad der mest af alt kan beskrives som altopslugende mørke i strækmarch. Alt sammen selvfølgelig med den garant for kvalitet, som Immolation over årene efterhånden er blevet. I den forstand er der i forhold til 2017’s Atonement heller ikke meget nyt under solen – Ross Dolan’s vokal er blevet lidt tydeligere, hvilket dog ikke ændrer på, at Dolan stadig ville få Peter Lundin til at sove med krammebamser og lyset tændt.
Men i Immolations tilfælde er intet nyt bestemt også godt nyt. Der er noget hjemligt og nærmest hyggeligt og trygt over det, når ”The Age of No Light” og ”Noose of Thorns” sætter i gang med et solidt øksehug af et groove. Her er ingen genopfindelse af den dybe tallerken. Man skal bare sætte sig godt til rette, finde plaiden syet af afrevne englevinger frem og nyde, at Immolation stadig holder fanen højt efter 35 år.
Dog burde nogen informere Dolan og kompagni om kunsten at fatte sig i korthed. Acts of God består af intet mindre end 15 numre fordelt over 52 minutter. Det er muligt, at alverdens sociale medier har givet mig en koncentrationsevne som en guldfisk, men når vi runder 40 minutter, begynder det at knibe med koncentrationen for de fleste. Og kan 2022 ikke blive året, hvor introer og outroer får kniven? Specielt når ”And the Flames Wept” er en klar outro, men ”Apostle” alligevel lige skal snige sig med på et afbud.
Hvor længe kan de blive ved?
Havde man forventet, at Immolation ville genopfinde sig selv på Acts of God, så bliver man for det første slemt skuffet, og for det andet burde man spørge sig selv, om der ikke er en grund til, at IQ-testen sjældent runder 30. Acts of God er Immolation, der endnu en gang beviser, hvorfor de efter mere end tre årtier stadig hører til i den absolutte superliga af dødsmetal. Glem alt om metaltræthed, rust, ir eller anden form for korrosion, Immolations zinkbelægning holder længe endnu.