Suffocation - ...Of The Dark Light

...Of The Dark Light

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Kvalitet og brutalitet = Suffocation

De er efterhånden ved at være nogle ældre herrer, Suffocation, og selvom de blev formet tilbage i 88, har de alle dage været tro mod den lyd, som de har valgt. Produktionen og kreativiteten er naturligvis en anden end på deres første par albums, og der er da også enkelte nye takter at spore her på deres ottende album, …Of The Dark  Light. En ting, som er god ved Suffocation, er, at de virkelig fokuserer på kvalitet frem for kvantitet. Det tager den tid, det tager, men så ved man også stort set altid, at resultatet er i top. Det er ingen undtagelse på det nye album, som de har ladet os vente fire år på denne gang. Otte albums på snart 30 år, hvor man ser bands levere samme antal på, ja, bare ti år, og der bliver i disse tilfælde virkelig gået på kompromis på indholdet. Men ikke hos Suffocation.  

Another one bites the dust

Ak, igen har bandet måttet sige farvel til medlemmer, da trommeslager Dave Culross atter en gang har valgt at forlade bandet, sammen med guitarist Guy Marchais. Det har givet plads til de nye medlemmer Eric Morotti (trommer) og Charlie Errigo (guitar), som sammen med vokalist Frank Mullen, guitarist Terrance Hobbs og bassist Derek Boyer skal føre skibet sikkert i land. Disse udskiftninger er efterhånden hverdagskost for bandet, og hver gang er man lige bekymret for resultatet. Bekymringerne bliver heldigvis skåret midt over med første nummer, ”Clarity Through Deprivation”, som i sandhed giver klarhed over, hvilken vej dette band er på vej ned ad, og der er heldigvis ikke skiftet kurs. Det er et knusende tungt og hurtigt nummer, men stadig med enkelte tunge breaks, som bare brager bas og trommer helt i kælderen, så nakkehvirvlerne bævrende frygter at blive skilt fra hinanden. Det er ikke så teknisk, som man måske havde forventet, men med fokus på de enkelte, effektive riffs og en solo her og der. Der, hvor det tekniske virkelig atter en gang skinner igennem, er på trommerne, og der gør Eric det virkelig til ug. Når man tænker på de sko, han skal fylde ud efter dem, som før har siddet bag tønderne, er det virkelig imponerende.

Terrance er naturligvis hjernen bag det meste, og det han har fået komponeret med det nye hold, det holder fandme! Det er Suffocation, som man kender og elsker det! Der er, som sagt, ikke meget nyt under solen, men lidt er der da i form af enkelte, moderne udtryk. Man er ikke i tvivl om, at det er dem. Den karakteristiske lyd, Franks brutale vokal og de massakrerende riffs er simpelthen en fryd. Jeg var ikke helt vild med singlen ”Your Last Breaths”, men nok mest på grund af mine høje forventninger. Det er et godt nummer, men det havde bare ikke helt dét, som jeg hungrede efter. Så blev jeg også bare super skuffet, da jeg sammenlignede introriffet på dette nummer med starten af ”Caught Between Two Worlds”. Det osede ikke rigtigt af øget inspiration, da de to skæringer stort set er ens. Der var til gengæld masser af massive, tunge toner på numrene ”The Warmth Within The Dark”, ”The Violent”, og ”Return To The Abyss”. Jesus Kristus, det er fedt! Den bas der. For satan!
Når alt kommer til alt, er stort set alle numrene bygget op efter samme formel, og den kender du, hvis du har hørt Suffocation, men det virker! Ikke så meget pis, bare derudad!   

Ingen over, ingen under

Frank måtte droppe ud af deres turné efter sidste album, fordi han, som han udtalte, simpelthen ikke kunne gøre dette på fuld tid. Dels på grund af det ene og det andet, men nok allermest fordi der simpelthen ikke var penge nok til at tjene til føden. Ærgerligt, men man kan håbe, at fans vil støtte op om dem og købe dette album, for det er et album, som man simpelthen ikke bliver ked af at have i samlingen. Som Suffocation-fan bliver man glad. Jeg er yderst tilfreds med resultatet af dette album, men jeg synes ikke, det når Effigy Of The Forgotten – men derfor er det stadig et mesterligt album fra de amerikanske dødsmestre. Det er med at nyde dette band, så længe de stadig har lysten og energien til at blive ved. Ingen over, ingen under! Suffocation, det er bare fee’!

Tracklist

  1. Clarity Through Deprivation
  2. The Warmth Within The Dark
  3. Your Last Breaths
  4. Return To The Abyss
  5. The Violation
  6. Of The Dark Light
  7. Some Things Should Be Left Alone
  8. Caught Between Two Worlds
  9. Epitaph Of The Credulous