NOTBA4

Interview med The Hu

Huhuhu

I forbindelse med deres første og totalt udsolgte koncert i Danmark har vi fået os en snak med samtlige medlemmer af The Hu

1: Til trods for at I er et helt nyt band med kun 3 udgivne sange, så har I taget verden med storm. Hvordan kan det være?

Hårdt arbejde og dedikation. Ideen bag bandet er faktisk otte år gammel, og vi fandt sammen og begyndte at skrive for tre år siden. Så selvom vi kun har tre sange ude nu, så har vi meget, meget mere. Vi kunne spille i to timer uden problemer kun med vores egne numre. Vi vidste, at folk ville elske autentisk musik, der talte til deres sjæl.

2: I blander jo vestlig rockmusik med østlig musik. Hvad kan musikverdenen lære af sådan en kombination?

De traditionelle mongolske instrumenter, morin khuur og topshuur stemmes faktisk i en toneart, der minder meget om moderne klassisk rock, og rytmen er tit den samme som en klassisk blues-rytme – så at blande de to verdener var utroligt nemt. Angående hvad de kan lære af hinanden, tja, vi kalder os selv ”The Hu”, for det er roden i ordet ”humanity”. Vi laver musik til mennesker uanset farve og køn – det kan alle vel lære noget af?

3: Tænkte I nogensinde over, at der kunne være en risiko ved at annoncere en verdensturne, når nu I kun havde udgivet tre sange?

Nej, aldrig. Vi vidste, at det ville blive en succes. Den respons, vi har fået fra folk verden over, har været så overvældende, at vi slet ikke var i tvivl. På en måned blev vi booket til 23 shows, hvoraf ni af dem er store festivaler. Da vi åbnede Rock am Ring, var der tusindvis af folk, der stod og heppede på os, hvilket, en af de ansatte på festivalen fortalte, var første gang i små 10 år, at det var sket.

4: Kunne I selv i jeres vildeste fantasi have drømt om den succes, I har fået?

Nej, på ingen måde! Vi er så overvældede over den kærlighed, som folk sender vores vej konstant. Vi regnede med at få succes, men slet ikke så hurtigt! Det beviser bare, at vi har ramt noget, folk ville have – hvilket vi også gik efter. Det er det, traditionel folkemusik kan. Den appellerer til noget dyrisk og instinktivt i os. Det er den musik, vores forfædre hørte, og det husker vores sjæl. Og når man så blander det med rockmusik, jamen så er verden åben!

5: Jeres musik er jo inspireret af det mongolske storrige, Genghis Khan, shamanisme osv. Kan folk i år 2019 lære noget af de værdier, I kommer med?

Det er rigtigt, at vi synger om fortiden – især den mongolske fortid. Men vores værdier og budskaber er lige så relevante nu som dengang, for de er de samme: Respekt for dine forfædre, for uden dem ville du ikke være her og respekt for naturen og verden omkring dig af samme årsag. Vær høflig, vis respekt og kærlighed over for folk og stå sammen i stedet for at stå imod. Det er vores musik: menneskemusik.

6: Hvordan har turnéen været indtil videre?

Helt fantastisk, nærmest ufattelig! Det har været én lang succesfuld rejse, folk har været så flinke og åbne alle de steder, vi har været, og publikums respons gør, at vi kun elsker det endnu mere. Den energiudveksling, der finder sted, gør, at vi gerne gjorde det gratis – det kan dog ikke lade sig gøre, desværre. Vi oplever, at folk kan teksterne og har lært dem udenad, det er helt vildt!

Når vi er færdige med vores Europa-turné, så rejser vi hjem, udgiver albummet, og så tager vi på turné igen til Nordamerika og Canada og så til Europa igen. Så vi har de næste par år nøje planlagt.

7: Hvad inspirerede jer til at begynde at spille musik i det hele taget?

Musik er en kerneværdi i Mongoliet. Det er noget fædre lærer deres sønner, og sådan har det været i flere tusind år. Vi fik det ind med modermælken, og derfra har vi alle gået på diverse musiske uddannelser, så vi har alle den samme klassiske baggrund.

Tilføj kommentar