Hva’, hvor skal vi hen, du?

“Velkommen til min verden” er den danske oversættelse af titlen på det ungarske band Heartkillers debutalbum, Üdv A Világomban. Det er et bombastisk udsagn - men hvilken verden er det egentlig, vi bliver budt velkommen til? Heartkiller har været længe om at kortlægge deres lydbilledes geografi. Allerede i 2005 blev den første sten på deres musikalske landevej brolagt i de nu hedengangne bands Poison Tear og Blackjack, der siden omdøbte sig til det nuværende Hjertedræber. Man aner en vis mangel på stedsans i bandets genredefinition, og deres korte afstikkere til alternative metal og thrashed rock har sat sine præg på albummets lydlandskab som en bakkedals minde om istidens gletsjere. Spørgsmålet er, hvor de skal hen nu, og om de på deres pilgrimsvandring gennem metallens genrevildnis har fundet deres egen vej eller er faldet i grøften.  

Ring til vejdirektoratet

Albummet indledes af en instrumental intro, der transporterer lytteren ind i Heartkillers verden på basgangenes langsommelige og tonstunge godstog, der gradvist sagtner farten, indtil dampen helt går af det. Herefter rammes det på “Lépned muszáj (Néha fáj)” fra siden af en hæsblæsende rytmekollision, der får kupeerne til at flyve af skinnerne i høj fart. Guitarriffene er generelt klassiske uden dikkedarer. De mange temposkift holder lytterens interesse, selvom de ingenlunde er nyskabende, men følger den melodiske thrashmetals fastlagte rejseplan. Sangen henleder i glimt tankerne på Kvelertak, muligvis grundet forsanger Nagy Gábor “Kenny”s vokal. Denne lyder bedst, når den på numre som titelsangen “Üdv a világomban” tør growle dybere mod kammertonen, men på størstedelen af albummet lyder Kennys knastørre toneleje som en smørknivs skraben over et stykke hårdt ristet toastbrød. 

På sange som “A szívnek nincs akadály (Küzdj az álmodért)” minder Heartkiller mest af alt om Korpiklani på afvænning. Parenteserne gør som her flere af sangtitlerne så lange, at de næsten gør Fall Out Boy til skamme og tilsammen danner et ungarsk langdigt. På “Miért érdemlem?” lyder trommen, som var den lavet af tin, og selv i den lækreste højttaler får sangen karakter af at blive spillet ud af bilradioen på en blikspandsvolvo fra 2007. Produktionsværdien til trods har nummeret dog en god energi, og man får lyst til at køre vandvidsræs i selvsamme Volvo til den. Så sker der et lille gearskifte på næste nummer, og vokalen bliver en anelse blødere og mere symfonisk, hvilket kun er klædeligt. Kennys stemmebånd viser sig således alligevel at have en flot rækkevidde, og man fornemmer en del uforløst potentiale. Hvis han dyrkede variationerne i tonelejet mere på de andre numre, ville det højne pladens samlede kvalitet. Om bandet kører godstog eller Volvo, så har de tempoet og energien på plads, men mangler at finde en klar vej frem i lydlandskabet. Der er en vis progression gennem albummet, hvis kvalitet højnes på den sidste del af sangene, men desværre ryger fremdriften i grøften. 

Bake-off fra tanken

Godstoget er kørt af skinnerne, og Volvoens karburator er kaput: Det er tid til et pitstop på tanken efter en heftig omgang thrashet melometal. Så er det heldigt, at Heartkiller leverer en musikalsk version af 7/11s bakeoff: Man kan teknisk set kalde det et pizzaslice og få sulten stillet, men det bliver aldrig en stenovnspizza. Både dejen og riffene er højst halvbagte, og der mangler tomatsovsens saft og kraft til at højne kvaliteten fra middelmådighed til middelhavsmad. På albummets sidste del kommer der lidt groove ind over guitaren og hoftesving i rytmerne, omend trommerne stadig banker som hjertet i tinmandens bryst. Temposkiftene virker til tider en anelse rodede, men man kan mærke, at bandet forsøger noget nyt på pladens sidste halvdel, og det er forfriskende. Üdv A Világomban slutter med et brag, og man er på mange måder blevet blæst over ende. Det viser, at de er i progression og ikke står i stampe, så der er mulighed for, at de kan udvikle sig videre på senere udgivelser.