Tre nordmænd går ind i et lydstudie …
Grundideen bag postmetal-genren er lysten og villigheden til at bryde med nogle af de konventioner, som metalgenren normalvis er bundet af. Det må man sige, at Grant The Sun tør. Den norske trio, der består Håvard Sveberg på trommer, Martin Rygge på guitar og screams og Markus Johnsen på guitar, bas og clean vokaler, udgav for tre år siden deres debutalbum, Voyage. Dette blev blandt andet blev rost som en ambitiøs postmetal-debutplade med elementer af både prog, djent og shoegaze med forhåbninger om, at de kunne finjustere opskriften endnu mere på næste udgivelse. Det er det, de ifølge bandet selv har gået og knoklet med det seneste års tid. Med Biomes er det første gang, Grant The Sun anmeldes her på siden, og det store spørgsmål bliver så, hvorvidt de lever op til de forventninger, der er blevet stillet til dem.
En eksperimenterende eskapade
De eksperimenterende nordmænd leverer et album, der er bygget op om dualismen mellem det fredfyldte og idylliske og det rå, brutale og gennemsyrede. Gennem hele pladen bliver man på skift trukket fra en drømmende og svævende verden med fjerne guitarer ind i tung, teknisk og galoperende chugging og skæve prog-rytmer. Lige så hurtigt som man bliver revet ud, lige så hurtigt bliver man sendt direkte tilbage til den fantaserende atmosfære med lange, distortede flydeakkorder. Denne dualisme er gennemgående for projektet og klæder det godt, som et regnfuldt efterår klæder en varm sommer.
Man kommer ikke udenom, at det er dygtige musikere, vi har at gøre med her. Især på mere tekniske numre som “A Chemical Floor” og “Final Breath” spiller trommer, bas, og guitar som en velsmurt prog-maskine, der er oplært i alt fra Dream Theater til Meshuggah. Skrigene leveret af Rygge er også ganske udmærkede, og den aggressivitet, de bliver leveret med, tillægger dem nærmest et perkussivt element, der danner endnu en modrytme i de ellers allerede komplekse sange.
Der bliver både eksperimenteret med strygere, temposkift og keyboards gennem pladen, som egentlig fungerer i overvejende grad, men kæden hopper af en gang eller to. For eksempel på nummeret “Tedium”, hvor man bliver mødt af en bunke døde og udtryksløse klaverakkorder, der mest af alt lyder som en femårig, der har fået lov til at bidrage til farmands musikprojekt. Det er synd, for allerede på nummeret efter, “Gold”, bliver de skæve instrumenter flettet ind med finesse i stedet for en omgang sjappet pærevælling. Ligeledes bliver man mødt af samme sørgelige fidus på “Jaguar”, hvor det meget gentagende element hverken er spændende eller nytænkende, men mere noget man som lytter skal kæmpe sig igennem.
Mod slutningen af pladen bevæger vi os over i en progget, eksperimenterende og shoegazey dommedagsverden med nummeret “Heliconia”, der maler billeder af røde sole over grå, forladte landskaber på nethinden. Både her og på “Speck of Sand” og “Cinder” spiller det eksperimenterende element bare - jazzede guitarer, genreblandinger og mørkere toner end første halvdel af pladen passer her som fod i hose. Det er her, hvor Grant The Sun virkelig får lov til at vise, hvad de kan, og det giver en solid slutning på et album, der ellers kom lidt vaklende fra start.
Fortsættelse følger … forhåbentlig
Biomes er overordnet et spændende og sammenhængende projekt, der blander elementer af shoegaze, prog og sågar jazz i et mestendels fuldført og nydeligt album. Der er dog større skønhedsfejl, der viser sig i form af forfejlede eksperimenter og halvgennemførte stilistiske valg på numre som “Tedium” og “Jaguar”. De fremstår som skampletter på et ellers flot album, for når det spiller, så spiller det virkelig. Dermed er forhåbningerne for næste album de samme, som de var for Biomes: Få lige bundet slipset og knappet den sidste knap i skjorten, og så skal det nok blive godt.