Har skæbnen en grav eller ej?
Fra det sydlige Europa, nærmere bestemt i området ved Vicenza, Italien, kommer Fate Unburied. Bandet opererer inden for progressiv dødsmetal med ben i flere genremæssige lejre. Hvis navnet ikke umiddelbart ringer en klokke, kan det muligvis skyldes, at Logos, bandets debut og seneste fuldspiller, udkom i 2017, og det dermed er ni år siden, vi senest har kunnet opleve dem på en hel udgivelse.
Nu er de fire italienske musikere så på banen med næste skud på stammen, Neraspeme.
Officielle udtalelser og interviews beskriver udgivelsen som et konceptalbum omhandlende et forholds forfald og afslutning samt de følelsesmæssige processer, der udspiller sig under og umiddelbart efter et sådan kollaps. Titlen på albummet kan dermed tolkes til at være konstrueret ud fra det italienske ’nera’, som betyder sort/mørk og ’speme’, et gammelt, poetisk ord for ’speranza’ betydende håb. Bliver Fate Unburieds nyeste en skæbne uden grav, eller fremspilles det mørke håb?
De tolv benspænd
Der findes udgivelser, hvor en intro succesfuldt sætter skiven op og lægger stemningen, der leder direkte ind i værkets kerne. Og så er der dem, hvor indledningen er et benspænd og falder med et brag, fordi den virker helt afsondret fra musikken som sådan. Neraspeme indledes med en af de sidste af slagsen.
Men derefter går det så ellers over stok og sten i et hæsblæsende tempo over de næste 11 numre på lige over 40 minutter. Så hvis du forbinder 'progressiv' med lange kompositioner, rammer du helt ved siden af med Fate Unburied. Til gengæld skruer de ikke ned for hverken kompleksitet eller varians. På det første rigtige nummer, ”Expecting Nothing”, er flere djentede rytmeskift, pauseringer, dobbeltpedal, distorted bas og en generel stil, der minder om ultrakomprimeret Meshuggah på lige under tre minutter. Stilarten går igen på flere numre over hele udgivelsen, men der nikkes også mod Pantera med groove og lidt skrigende overtone på guitaren på ”Not Allowed”. Det lidt lavere tempo gavner oplevelsen. Og selvom Riccardo Babbolin på vokal (og rytmeguitar) ikke er Phil Anselmo, giver han nummeret dybde med sine skrig og mere growl-baseret stemmeføring. Hans vokal har i øvrigt udviklet sig meget i en positiv retning siden Logos, hvor han nærmere lød som en halvforkølet metalcore-sanger. Til gengæld er han temmelig utydelig i udtale og ligger så langt tilbage i mixet, at teksterne bliver svært forståelige.
Genreskiftene er imidlertid ikke overstået endnu – langt fra endda. ”The Descent” er et gadekryds af et nummer med funky bas- og guitarlinjer med en egentlig ret banal melodi. En del af mig hylder at eksperimentere på denne måde. En anden del synes, det er noget rædderligt, snublende makværk. Det efterfølges af ”Deep Rest”, et af albummets spændende numre, der henter meget inspiration i jazz. Igen står det djentede, nærmest thall, tydeligt frem og understøttes glimrende med en blanding af rene vokalstykker og bjæffende growl, der lyder som en mellemstor terrier. Et polyrytmisk ridt med varierende rundgange. På lige over to minutter.
Og sådan kan jeg egentlig fortsætte. Det er en hæsblæsende omgang. Ofte virkelig interessant og dygtigt lavet i den enkelte detalje, men til tider også for meget, da skæringerne aldrig rigtig når at finde struktur og ro nok til at opleves som virkelig sammenhængende kompositioner. Men det er også svært at presse ind, når alle numre holdes under fire minutter og generelt har et antal kostume- og stilskift, som ville gøre de fleste popprinsesser mopset misundelige. Undtagelsen er ”Nowhere, After All”, et overraskende roligt instrumentalnummer, samt det efterfølgende og afsluttende ”The Gift”, der lyder som et hårdt distorted 70’er-nummer med omkvæd al la nu-metal fra 90’erne. Tænk Fleetwood Mac møder Linkin’ Park. En vildt surt-støvet cocktail, men det bliver næsten ok grundet det tunge udtryk.
Den samlede lytning af Neraspeme får mig til at tænke på Lars von Triers udfordring til Jørgen Leth i De Fem Benspænd, hvor han fem gange omgør sin film Det Perfekte Menneske, hver gang i en helt ny retning. På samme måde kan det virke, som om Fate Unburied for hvert nummer vil gå i en ny retning – på kortest mulige tid. Og det er faktisk også lidt af en ændring fra Logos, hvor de enkelte numre havde mere tid og/eller færre skift.
Det betyder på ingen måde, at musikerne, Francesco Garatti på guitar, Davide Piccolo på bas og Giorgio Piva bag tønderne, ikke kan deres kram. Tværtimod er de superdygtige, og de når egentlig, musikalsk set, ret fint i mål på de 12 benspænd. Der er dog intet, der under og efter gennemlytning af skiven har givet mig en konceptuel, sammenhængende historie om et forholds kollaps, så dén side af skæbnen ender uden en grav.
Det mørke håb lever
Selvom Neraspeme primært virker som et forceret værk med konstante ændringer i meget korte sekvenser, er der mange elementer, som i sig selv er virkeligt godt komponeret og udført. Det er det samlede udtryk, hørt fra ende til anden – og alle de genrer og udtryk blandet sammen – som alt i alt kommer til at virke en anelse forvirrende, tenderende uelegante. Der er uden tvivl et mørkt håb at hente i Fate Unburied. Neraspeme kommer ikke til at gå over i historien som et mesterværk, men de har styr på delelementerne, og hvis du er til Obscura, Necrophagist eller Meshuggah, er det bestemt værd at give de fire italienere en reel chance.