Frost (UK) - Experiments In Mass Appeal

Experiments In Mass Appeal

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Prog rock
Spilletid:56:44
Antal numre:9

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 2 stemmer.

Dette er andet album fra det engelske band Frost, centreret omkring keyboardist og sangskriver Jem Godfrey samt musikere fra Arena, Kino og IQ. Til forskel for det første album, "Milliontown", har Godfrey her lagt sangertjansen fra sig og skaffet en ny mand, Declan Burke, der tillige spiller udmærket guitar. Jeg lyttede ikke rigtig på "Milliontown", men Burkes stemme er under alle omstændigheder en blandt mange gode ting ved "Experiments in Mass Appeal" – den har til tider noget lidt hæst, Rod Stewart-agtigt over sig, men klarer samtidig problemfrit de høje, lyse udsving, fra de rå passager i normalleje til lejlighedsvis følsom falset. Som titlen på albummet antyder, er det her et album, der rækker ud imod forskellige stilarter, der har en bred gennemslagskraft. Her er både træk af Linkin Park, Muse og Toto sammen med lighedspunkter med gennemmelodiske progressive navne som 3, Threshold, Enchant og Porcupine Tree – de sidste to dog ikke i kraft af stemningen. Frosts musik er generelt meget lys og optimistisk i atmosfærerne, men optimismen til trods er det et album, der bider fra sig med skarpe kontraster, pågående energi og afvekslende klange.

Åbningsnummeret "Experiments in Mass Appeal" starter helt stille med akustisk guitar og klaverlyd i keyboardet og en spinkel vokal for så abrupt at fyre op for et mellemstykke og omkvæd, der med sin energiske, guitar-akkord-orienterede lyd og den let teatralske melodi bringer både Pain of Salvation og 3 i behagelig erindring. Musikken veksler mellem de to brudflader (den stille og den energiske), men i modsætning til mange andre bands, der leger med denne type kontraster, så er Frosts stille passager faktisk også rigtig fede. Jem Godfrey har et roligt, fattet anslag på sine tangenter, der gør, at man ind imellem føler, at han lige så godt kunne gå direkte over i en alvorlig Schubert-sonate. Det er dog på det efterfølgende "Welcome to Nowhere", at vi for alvor får præsenteret, hvad Frost er ude på med det her album. En ny stille, men noget kortere indledning end før, afløses af en energisk eksplosion af guitar og keyboard i et riff, der svagt kan minde om titelnummeret fra Enchants "Tug of War"-album. Kontrasterne i dette nummer mellem stille passager og kraftfuldt omkvæd er så store, at man som lytter bliver lettere forskrækket de første par gange. Det her er som Linkin Park ville lyde, hvis de var et progressivt rockband. Nummeret klippes skarpt af og går direkte over i "Pocket Sun", der starter Muse-agtigt men efterhånden udvikler sig til noget helt anderledes og originalt, med afvekslende trommegrooves og en anderledes brug af korharmonier i omkvædet, der stiger i intensitet frem mod et futuristisk keyboardriff og videre, flydende rundt i progressive, energiske bearbejdelser.

"Saline" er en skamløst poppet ballade, som Tim Christensen kunne have lavet, men leveret med en medrivende nerve af Declan Burke, så man griber sig selv i at skråle med af sine lungers fulde kraft, især når strygerne og det Porcupine Tree-agtige kor sætter ind til sidst. "Dear Dead Days" har et medrivende, hvirvlende, pompøst keyboardriff, der understøttes af rytmegruppen til at give et forryggende punch og tvinge lytterens hoved frem og tilbage. Omkvædet og harmonierne er også fede og udfordrende. "Falling Down" starter igen lidt Muse-agtigt for at gå over i et Linkin Park-poppet univers, men leveret med en catchiness, der slår benene væk under mig – især når der går listigt, synkoperet soul-kor i et mellemstykke.

"You/I" er et kort, melankolsk mellemspil for klaver og vokal, der afløses af den energiske, guitarorienterede "Toys", der har et pågående Muse-agtigt vers, mens omkvæd og instrumentale passager er mere i 3’s boldgade (eller sågar Dizzy Mizz Lizzy i deres velmagtsdage, om end jeg tvivler på, at Frost har lyttet til dem). Det afsluttende "Wonderland" er en fantastisk, progressiv rejse gennem flere stemninger, fra det balladeagtige over det guitarorienteret rockede til et harmonisk udfordrende, klaverorienteret omkvæd, lidt à la Toto i det klangudforskende hjørne, og varierede mellemspil, alt sammen holdt sammen af fede trommer fra Andy Edwards og et velspillende band i det hele taget. Efter en pause slutter albummet med et "skjult" nummer, en lille ballade leveret i et halvtrippy, Massive Attack-inspireret lydunivers. En hyggelig lille melodi, der efterlader lytteren med et smil på læben, glædende sig til næste gang, man skal høre pladen.

Nogle musikteoretikere forstår bare begrebet popmusik som "musik, der er populært", men en del vil beskrive popmusik som en genre, hvor sangskriverne låner fra alle de genrer, de synes passer til de enkelte sange. Således kan hovedgenren være rock som hos Beatles eller soul som hos Stevie Wonder men med elementer tilsat fra alt lige fra klassisk musik, barbershop, jazz osv. Forstået på den måde er der egentlig et åndsfællesskab mellem megen popmusik og progressiv rock (og metal). I Frosts tilfælde kan man være i tvivl om, hvorvidt man skal anmelde bandet som prog-band eller som popband, for nok har de mange typiske træk, der peger i førstnævnte retning, men samtidig er deres uforskammet iørefaldende sange (og riffs) så meget i centrum, at man har fornemmelsen af, at næste album lige så godt kunne ende som en unplugged jazzplade som en tonstung metalplade. For mig er det her den bedste pop-plade, jeg indtil nu har hørt fra 2008.

Kommentarer (4)

Claus Ljørring

Claus Ljørring

Redaktør

Indlæg: 377

Hold da op en anmeldelse!

Hold da op en anmeldelse!
Virkelig vel skrevet, det må jeg sku gi dig. Nu vil jeg se om jeg kan få fingerne i albummet og se om jeg så er enig med dig :)

Claus Ljørring

Claus Ljørring

Redaktør

Indlæg: 377

det hele er selvfølgelig en

det hele er selvfølgelig en smags sag... men har hørt tre numre nu... og det har ikke fået mit i det gode hjørne.. virker en smule kedeligt og anonymt... meeeeen hva ved jeg :)

SRFM

SRFM

Tidligere anmelder

Indlæg: 58

@1: Tak!

@1: Tak!
@2: Smag og behag er forskellig, og jeg forventer ikke, at alle vil kunne lide dette album - men jeg mener det er af høj kvalitet.
Hvis du kun har hørt nogle få numre, vil jeg anbefale dig at høre albummet i sin helhed - det fungerer efter min mening bedst som et samlet forløb.

Claus Ljørring

Claus Ljørring

Redaktør

Indlæg: 377

Jamen er sikker på du har ret

Jamen er sikker på du har ret. Bør nok lytte til hele albummet, før jeg udtaler mig sådan generelt, men ud fra de numre jeg hørte, fangede jeg det bare ikke helt.... Meeeeen smag og behag... nogle er til Frost, nogle er til Amon Amarth, nogle til Abba og nogle til Nik og Jay (og de skulle ha smæk).
:)

Tilføj kommentar