Respekt for traditioner
Tilbage i december sidste år udgav de danske hardrockere Freddy and the Phantoms deres sjette studiealbum, Heathen Gospels. Det skete digitalt og eksklusivt på deres egen Bandcamp, men først nu her frigives albummet på streamingtjenester og fysiske versioner. En lidt rodet lancering, for hvornår skulle vi på Heavymetal.dk, der jo også er et magasin for den hårde rock, forholde os til den udgivelse? I respekt for de gamle traditioner har vi valgt at gøre det nu her, hvor det er muligt at hoppe op på Puch Maxi’en, tøffe ned til den lokale pladepusher og erhverve sig et fysisk eksemplar.
Big Fat Snake, bare endnu mere kedeligt
Med “Heart is a Highway” har Freddy & co. fået den ellers lidet anbefalelsesværdige ide at lægge ud med at lyde som et Big Fat Snake-tributeband. Det er en superpoppet start, og væk er den råhed, der ellers fungerede så fint på gruppens forrige udgivelse, A Universe from Nothing fra 2020. Respekt for at ville betræde andre stier, men desværre fortsætter de bløde ’americana’-tendenser på sange som “Skeleton Man” og ”Blood”, hvor især sidstnævnte skiller sig ud med decideret ’støvet ørkenvej’-fornemmelser. Men det løfter sig sjældent over det jævne, og det uanset om gruppen lægger sig op ad The Allman Brothers, ZZ Top, Big Fat Snake eller nogle af de andre inspirationer, der lånes fra undervejs.
Balladen “The Road Goes on Forever” har en virkelig fin klavermelodi, men Freddys skrøbelige stemme kan ikke bære denne afdæmpede sang hjem. ’A country boy, in a city of steel’, synges der. Jo, klicheerne står i kø, og det samme gør lytterens krummede tæer. Melodien her viser dog, hvad gruppen er i stand til, når det kører for dem, men det sker alt for sjældent på dette album, hvor temaet langt hen ad vejen synes at være ’Big Fat Snake, bare endnu mere kedeligt’. Helt galt går det på “Tuesday’s Gone”, for når man låner titlen fra en af de mest berømte Lynyrd Skynyrd-sange, så kræver det altså mere end friskfyr-fløjten og mundharmonika, som var det taget fra en musiktime i folkeskolen. Kim Larsen og Roger Whittaker er de eneste kunstnere, jeg lige kan komme i tanke om, der kunne slippe afsted med den slags, men er det klogt for en hardrockgruppe at følge i deres fodspor? Hvor er det dog en gennemført tynd omgang.
Der er da enkelte lyspunkter, og de kommer primært, når Freddy & co. slipper håndbremsen bare en lille smule. Det sker blandt andet under “Blues Trap”s lækre riffs, og især på “Time Flies By”, hvor vi omsider får lidt hårdtslående Deep Purple-vibes. Her lyder Freddie pludselig næsten som Glenn Hughes, og orgelet er klassisk Jon Lord. Endelig viser Freddie og co. lidt tænder, men det er alt for lidt og alt for sent til at redde det samlede billede.
Lad bare Puch’en stå i garagen
Det er muligvis urimeligt at nævne Led Zeppelin i en anmeldelse af et (forhenværende?) dansk hardrockorkester, men Jimmy Page & co. har tidligere formået at få et forunderligt helstøbt album ud af at blande funk, reggae, klassisk hardrock, episk prog og alt muligt andet sammen (Houses of the Holy, hvis nogen skulle være i tvivl). På Heathen Gospels lykkes det på ingen måde Freddy and the Phantoms at gentage det kunststykke, for det er et usammenhængende album, der stritter i alt for mange retninger. Alt i alt er der mere blød americana end egentlig hardrock, men Frede og hans Fantomer er altså klart bedre, når de sparker lidt mere røv, som på 2020’s A Universe from Nothing. Det her er desværre lidt af en fuser, for Heathen Gospels er lyden af et kompetent, men uinspireret band, der er løbet tør for gode ideer, og som derfor ikke længere ved, hvilken retning de skal tage.
