Mere mellem himmel og jord
Siden tidernes morgen har mennesket været af den faste overbevisning, at der er mere mellem himmel og jord, end hvad det blotte øje kan skue. Samtidig har troen på, at nogle har indblik i disse overnaturlige fænomener, været rod til rædsel, ærefrygt og gru hos den brede befolkning, der som resultat udelukkede disse individer fra samfundet. På Fauns 12. studieudgivelse, Hex, gives disse individer en stemme, og deres historier udfoldes på en musikalsk rejse præget af middelalderlige melodier, folkeinstrumenter og pagan folkmusik.
Mystik og magi
Fauns musikalske univers er kendetegnet ved en eksperimentel blanding af folkmetal og traditionelle melodier fra forskellige både epoker og regioner, hvilket resulterer i et varieret og facetteret lydlandskab, hvor det ikke skorter på brug af folkeinstrumenter og emotionelle vokalarrangementer. Dette bliver allerede tydeligt på pladens første nummer, “Belladonna”, der fungerer udmærket som åbningsnummer til Hex, da den på mange måder er en meget nøjagtig repræsentation af Fauns lyd generelt og denne plade. En anke, jeg dog vil frembringe, er, at Oliver S. Tyr i sine vokalpassager på denne sang på en eller anden måde formår at forene alle de mindre gode egenskaber ved Tobias Sammets (Avantasia) vokal: den alt for sukkersøde stemmeføring, “Märchenonkel”-fremtoningen og den til dels tvivlsomme engelske udtale. Denne anmelder vil dog gerne anerkende, at dette nok er en personlig præference. Andre lyttere vil måske ikke hæfte sig yderligere ved dette, særligt fordi de vokalarrangementer, hvor Laura Fella og Adaya De Baïracli Levys stemmer er i fokus, er yderst vellykkede. Dette bliver også tydeligt på fjerde nummer, “Blot”, som ud over de billedskønne vokalpassager er yderst stærk på instrumentfronten, der med en ritualistisk trommerytme og sagte fløjtetoner fremkalder en højtidelig og emotionel stemning. Et nummer, der blegner i sammenligning, er sjette skæring, “Lady Isobel”, der med sit langsomme tempo, sine mange gentagelser og sin monotone melodi er temmelig kedelig i sin fremtoning. Også “Black Eyed Dog”, der følger lige i hælene, falder på nogle punkter i samme fælde og efterlader dermed ikke et synderligt indtryk hos undertegnede. Efterfølgende “Vals” er derimod et medrivende instrumentalstykke, der giver bandmedlemmerne rig mulighed for at vise sig fra deres mest virtuose side. På pladens allersidste nummer, “Alfar”, bliver det endnu en gang tydeligt, at bandets styrke ligger i musikkens instrumentale aspekter, for rent vokalmæssigt er dette nummer ikke helt så overbevisende. Jeg vil dog her endnu en gang slå et slag for instrumentalisterne, der på Hex langt hen ad vejen brillerer.
Heksemutter lod en tudse
Hex har med smukke melodier og vellykkede instrumentalpassager uden tvivl mange kvaliteter, der vil tiltale fans af blandt andet Wardruna, Heilung og SKÁLD. Når det er sagt, er der beklageligvis enkelte sange, der stikker ud som kedelige og uinspirerede, og passager, der slet og ret ikke er fængende nok. Hex er nok mest et album for inkarnerede fans af det tyske seksmandsorkester.
