DETEKTOREN
Fallujah - Dreamless

Dreamless

· Udkom

Type:Album
Genrer:Progressive Death Metal, Deathcore
Antal numre:12

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fra deathcore til progressiv dødsmetal, Fallujah cementerer sig som bannerførere for atmosfæriske blastbeats

Samme som det aldrig har været

Ved første lyt, lyder Dreamless virkelig meget som sin forgænger The Flesh Prevails fra 2014, men det er der også en rigtig god grund til: Det er nemlig en fortsættelse til det forrige album, men lad det være sagt med det samme. Selvom de to albums lyder ens, er Dreamless alt det som The Flesh Prevails stræbte efter.

Bredtfavnende og fascinerende musik

Vi har her at gøre med et band der slipper særdeles godt af sted med at blande genrer og det er så forfriskende at lytte til, i en tid hvor alle spiller i drop F og djenter som om der ikke er et i morgen. På Dreamless bliver der både djentet lystigt og spillet i drop F, men der er så meget mere til deres musik der gør de slipper uden om den homogene masse af hybridmetal der pt. oversvømmer markedet. Det kan blandt andet tilskrives de effekter der er lagt på guitaren, der er med til at give den en drømmende og næsten hypnotiserende lyd. Tilmed er den brugt i mængder der ikke udvander effekten af effekten og jeg nyder virkelig at lytte til deres måde at fortolke begrebet teknisk død på. For ja, det er teknisk, det er død, men som jeg forsøger at formulere, dækker det ikke helt hvad Fallujah laver. ”The Void Alone”, deres førstesingle, er en glimrende ambassadør for Dreamless. Den førnævnte effektfyldte guitar minder her lidt om fordums Amiga 500 musik, men det går aldrig hen og bliver enerverende. Tværtimod fascinerer det én med den skæve melodi, før man bliver kastet i favnen på super tight spillet teknisk overlegen død der munder ud i en fusion af de to modpoler der gennemsyrer hele albummet. Dreamless byder nemlig også på en masse ambient guf der snildt kunne lyde som om de er inspireret af Chino Morenos forkærlighed for elektroniske undertoner og på nummeret ”Abandon” er det næsten som at høre Deftones, hvis de havde eksperimenteret med djent. Jeg kan, når jeg lukker øjnene, snildt forestille mig Chinos vokal smyge sig om musikken, for den er her tilpas eklektisk og overjordisk – men forsanger Alex Hoffmans, for genren klassiske growl, er med til at grounde musikken lidt og fungerer perfekt i samspil med den kvindelige gæstevokalist Tori Letzler, hvis fjerlette vokal her og der tilføjer det mangesidede lydbillede endnu en interessant facet. Et enkelt nummer gemmer på lidt Roger Waters inspireret noodlen, et andet vækker minder om Tool og generelt er der ofte både behagelige toner og tonstung tråd vævet sammen så det næsten ubemærket skifter, noget der vidner om at evnerne lever op til ambitionerne.

Ambitiøst og forløst

Jeg kunne sagtens gennemgå pladen nummer for nummer og hive den ene rose efter den anden op af hatten, men jeg er simpelthen bange for at løbe tør for superlativer. Det her er en virkelig gennemført oplevelse at lytte til og så til helvede med alle der mener at metal ikke må være smukt. Det her er metal for folk der har en livlig fantasi og samtidig sætter pris på et solidt håndværk i form af tunge og præcist eksekverede trommer, en solid vokalpræstation og en guitarist der godt kan lide at nørkle.

Tracklist

  1. Face Of Death
  2. Adrenaline
  3. The Void Alone
  4. Abandon
  5. Scar Queen
  6. Dreamless
  7. The Prodigal Son
  8. Amber Gaze
  9. Fidelio
  10. Wind For Wings
  11. Les Silences
  12. Lacuna

Tilføj kommentar