Tiden læger alle sår. Eller noget…

Alting har sin ende. Jeg troede personligt, at Blazing Eternity havde set sin, men efter 21 års fravær er den danske kvartet vendt tilbage med deres tredje udgivelse, A Certain End of Everything. På trods af at dette kun er tredje album, så har gruppen dog været vidt omkring lydmæssigt. Debuten Times And Unknown Waters kombinerede black, doom og gotisk metal, mens opfølgeren A World To Drown In bedre kunne klassificeres som gotisk rock. Bandet har dog igen valgt at sadle om, og denne gang præsenteres vi for atmosfærisk doom-metal, den type som for alvor får lov til at folde sig langsomt ud. Pladen repræsenterer medlemmernes syn på døden, og tackler de personlige tab, som de selv har været igennem. Besætningen består af de grundlæggende medlemmer Peter Mesnickow (vokal), Morten Lybecker (guitar) og Lars Korsholm (trommer og keyboard). Og den konstellation fungerer stadigvæk. For A Certain End of Everything er muligvis bandets bedste udgivelse.

Simpel og effektiv som gaffatape.

Gaffatape er en herlig opfindelse. Simpel og effektiv. Det er A Certain End of Everything også på papiret. De lange maleriske guitarakkorder tvinger ikke hastige skift igennem, og alting får roligt lov til at udfolde sig. Der er samtidig nogle fine detaljer gemt under overfladen. Titelnummeret har små subtile detaljer såsom vokalens levering og guitarens volumen, der roligt guider en igennem et følelsesmæssigt spektrum, der spænder fra sorg over forsoning til håb. Pladen udforsker også keyboard i mindre grad og yderligere elektroniske effekter, eksempelvis i intermezzoet midtvejs på ”One Thousand Lights”, som giver god variation og holder skiven spændende. Det er befriende at se danskerne inkludere dette.

Selvom et gammelt ordsprog hævder, at tiden læger alle sår, så er virkeligheden anderledes. Gruppens egne personlige tab er en af de største inspirationskilder til albummet, og den skærende lyrik ””Deep inside a wound still grows, it never heals in spite of time. Staring blindly into the void, my mind is like an empty shell” cementerer dette. Udgivelsen føles personlig, og det er vel næsten den største ros, man kan give. Peter Mesnickow er desuden særdeles god til at ændre måden, hvorpå han leverer sin lyrik – især sine growls. Der balanceres mellem adskillige tonelejer alt afhængig af melodiens rytme, og hvilken følelse bandet vil afgive. Den rene vokal udført af Morten Lybecker, skal man dog heller ikke kimse ad. På ”Your Mountains Will Drown Again” er stemmen skrøbelig uden at være svag, og igen er balance nøgleordet. Der kunne sagtens have været flere af disse momenter.

Kompositionsmæssigt er det dog synd, at de første fire sange (og efterfølgende ”The Bells”) har et breakdown omtrent samme tidspunkt halvvejs i sangene. Det bliver for gentagende, og her kunne der godt være improviseret mere eller være rykket rundt på de akustiske passager. Trommerne har lidt samme problem, da der savnes enkelte momenter med vildskab. Det bliver for laid back, og de får ikke for alvor deres tid i spotlyset. Pladens svageste nummer, ”The Secrets of White”, kunne godt være skåret fra, og dermed have fjernet 6 minutters spilletid af den endelige udgivelsen. Så havde skiven stået endnu stærkere.

Velkommen tilbage

A Certain End Of Everything er mere detaljeret, end man skulle tro, og har mange fine subtile detaljer. Den emotionelle rejse er uden tvivl tiden værd, også selvom trommerne mangler nerve, og overraskelserne udebliver på et nummer eller to. Det er dejligt at kunne byde et ældre metalband som Blazing Eternity velkommen tilbage på danmarkskortet, og vi på heavymetal.dk kvitterer i denne omgang med 7 kranier, og håber samtidig, at der ikke går 21 år før næste udgivelse.