NOTBA4
Fallujah - Undying Light

Undying Light

· Udkom

Type:Album
Genrer:Progressive Deathcore, Metalcore
Antal numre:10

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fra tinde til dal

Fallujahs seneste udspil Dreamless kastede min anmelderkarrieres første 10-tal af sig, og jeg faldt især i svime over den drømmende lyd, der gennemsyrede et tungt og melodisk univers. Naturligvis var jeg spændt på, om de kunne følge op på den med en lige så gennemført udgivelse, selvom det er forbeholdt de få at få topkarakter to udgivelser i træk (jeg kigger på dig, Ihsahn). Derfor kom det som lidt af et chok, at de ikke bare har skruet ned for det, der gjorde deres musik så interessant, men praktisk talt har skåret al individualitet fra. Resultatet er en røvsyg omgang ”progressiv” metalcore, der bedst kan beskrives som spild af tid.

Tungen ud ad vinduet

”Er det ikke lidt hårdt?”, spørger du måske. Og jo, det er det nok. Men det er ikke lyv. Allerede fra første færd stod det klart, at der her er tale om et album, der er så kønsløst, at havde det et cpr-nummer, ville det slutte med et spørgsmålstegn. Normalt sætter jeg stor pris på glidende overgange numrene imellem. Men i dette tilfælde handler det mere om, at numrene hver især er så anonyme, at man ikke lægger mærke til, hvor det ene slutter, og det næste starter. Det gør sig allermest gældende ved skiftet fra første til andet nummer, ”Glass House” og ”Last Light”, hvor begge numre lægger op til alt det, jeg lovpriste ved den forrige udgivelse, men ingen af dem leverer varen. ”Last Light” fejler i stedet eklatant i at fylde mellemstykket med interessante riffs og giver i stedet indtrykket af, at der bliver jammet, mens forsangeren leder efter sin motivation.

Og apropos forsanger. Mellem denne og forrige udgivelse er der kommet en ny mand bag mikrofonen, og selvom han ikke står tilbage for sin forgænger, er hans bidrag ligeså ligegyldigt som den musik, det burde gå op i en højere enhed med. Den er monoton og undervældende og er med til at gøre albummet som helhed let forglemmelig. Hele pladens midte står som i en tåge, og jeg kan ikke genkalde mig et eneste sted, hvor Fallujah rent faktisk formåede at vække min interesse. Først på ottende skæring kommer der noget bid i deres musik; ”Eyes Like the Sun” indeholder lækre blastbeats og lidt mere af den guitar, der fik mig op i det røde felt sidst, og det er en fornøjelse efter at have lyttet til pendanten til en emhætte. Næstsidste nummer ”Distant and Cold” har et isnende koldt og overjordisk vibe a la Crosses/Deftones anno White Pony, og jeg fornemmer den gejst, der har manglet hele vejen igennem – men det er alt for lidt, alt for sent.

Luk op for noget godt, luk op for noget andet

Der er et stort spring i den indholdsmæssige kvalitet fra forrige skive til nu. Som sædvanlig er der ikke en finger at sætte på de tekniske færdigheder, ej heller produktionen, men jeg sidder tilbage med en tom fornemmelse. Kender I de små Haribo poser, man engang kunne erhverve sig til den nette sum af en krone? Kan I huske følelsen af, at det bare ikke var nok og mest af alt bare efterlod ens slikmave med en følelse af at være blevet snydt? I overført betydning er denne udgivelse en uforløsende appetitvækker, og I bør derfor undlade at lade jer narre til købe de små poser, for sådan er det at lytte til Undying Light. Den lægger op til så meget, men falder igennem ved ikke at levere. Bevares, Dreamless var super eksplosiv, hvor den her er mere indadvendt, så det er ikke gået henover hovedet på mig, at de har arbejdet videre med deres lyd. Jeg sætter stor pris på introvert, men den her er bare... kedelig.

Tracklist

  1. Glass House
  2. Last Light
  3. Ultraviolet
  4. Dopamine
  5. The Ocean Above
  6. Hollow
  7. Sanctuary
  8. Eyes Like The Sun
  9. Distant And Cold
  10. Departure

Tilføj kommentar