Exit Eden - Rhapsodies in Black

Rhapsodies in Black

· Udkom

Type:Album
Genre:Symfonisk metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Symfonisk metal, goth-divaer og kitschede covernumre. Ren diva-power!

En ny omgang Baby Metal?

Det måtte jo næsten ske. Efter Baby Metals succesfulde, men efter denne anmelders mening noget perverterede og konstruerede, spillen komedie med alle metallens dogmer, måtte der vel komme nogle kopister, der gik videre ned ad absurditeternes hovedvej. Lad mig præsentere Exit Eden: Tag fire mere eller mindre kendte power/symphonic metal-sangerinder, smid dem i nogle klassiske goth-outfits, bak dem op med en gruppe solide, men totalt anonyme, mandlige metalmusikere, og giv dem studietid med 11 slidte pop-/rocksange fra de sidste fire årtier. Til sidst tilsætter man det hele en ordentlig omgang symfonisk metallak – og voila: et sikkert hit. Eller hvad? Det vender vi tilbage til.

Fire goth-divaer

De fire sangerinder er Amanda Somerville (kendt fra Avantasia, Epica og Kamelot), Marina La Torraca (brasilianer, der bl.a. også har optrådt med Avantasia), Anna Brunner (totalt ukendt tysker) og endelig franske Clémentine Delauney (forsanger i Visions of Atlantis, som bl.a. har sunget på Kai Hansens (Helloween) soloalbum fra 2016). Med andre ord: Der er så meget goth-diva over det her, at Snickers-forbruget må ha’ været af astronomiske højder for bare at holde østrogenniveauet nede i et nogenlunde acceptabelt leje i studiet under optagelserne til denne skive.

Masser af talent altså og fuldt udslag på diva-meteret, men hvad er egentlig formålet med at tage en masse nye og gamle pophits og lave dem om til sange, der lyder præcis som enten Nightwish eller Evanescence? Er der nogen kunstnerisk idé med det her overhovedet? Efter flere gennemlytninger er svaret ikke helt klart.  

Det starter egentlig fint nok med rimeligt interessante versioner af Depeche Modes ”Question of Time” fra 1986 og derefter Rihannas ”Unfaithful”, som også er første single. Begge sange giver den gas med fuld patos og power, som man forventer det af genren.

Både godt og skidt

Efter den gode start følger flere hits fra popdivaer som Lady Gaga, Madonna og James Arthur (nå ja, han er jo teknisk set ikke en diva, men som engelsk X-Factor-vinder ryger man automatisk i diva-kategorien her på heavymetal.dk), og det bliver efterhånden både ensformigt og en tand for meget. Helt galt går det med et par gamle AOR-travere fra Bryan Adams (”Heaven”) og Bonnie Tyler/Jim Steinmans ”Total Eclipse of The Heart”. Her bliver det tæt på pinligt. På den anden side: Når det fungerer – og det gør det faktisk flere steder – så er det rigtigt godt.

Bandet kender som nævnt deres virkemidler til fulde; produktionen er flot og bombastisk, som det hører sig til for symphonic metal – især på Bond-sangen ”Skyfall”, der måske nok mangler Adeles soul-fulde vokal, men Exit Eden giver den fuld skrue og gør den dermed fuldstændig til deres egen sang. Det holder 100 %. Den gamle technoklassiker fra Visage, ”Fade to Grey”, slutter ballet af. Den sidder overraskende nok også lige i skabet og burde kunne få mange 80’er-technofans op af stolen. Måske ikke mindst i overraskelse over, hvordan hits fra dengang, vi gik med læderslips og Docksides, pludselig i den grad kan sparke røv.

Der er derfor mange positive ting at sige om Rhapsodies in Black, men det bliver både en tand for meget i længden, og følelsen af at det simpelthen er for konstrueret, kan man ikke rigtig undslippe, og det trækker ned. Denne anmelder kan dog ikke lade være med at spekulere over, hvad Exit Eden mon kaster sig over næste gang? Med al den girl power er et rent Spice Girls-coveralbum måske en idé? Eller hvad med en stribe Grand Prix-vindere? ”Waterloo”, ”Diggiloo Diggiley” og ”Rise Like a Phoenix”. Kan næsten ikke vente…

Tracklist

  1. Question Of Time
  2. Unfaithful
  3. Incomplete
  4. Impossible
  5. Frozen
  6. Heaven
  7. Firework
  8. Skyfall
  9. Total Eclipse
  10. Paparazzi
  11. Fade To Grey

Tilføj kommentar