Ewigkeit - Radio Ixtlan

Radio Ixtlan

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Industrial metal
Spilletid:39:00
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Dette er fjerde album fra én-mands projektet Ewigkeit. Hjernen bag er englænderen James Fogarty aka. Mr. Fog, som tidligere har været aktiv i diverse black metal bands, men senere valgte at arbejde alene for at skabe noget mere progressivt og for at skabe sin egen lyd. Og jeg må satme sige, at "Radio Ixtlan" er et specielt bekendtskab. Mr. Fog blander simpelthen en pokkers masse ting sammen så den endelige genrebeskrivelse må blive eksperimenterende metal med en futuristisk klang. Og i denne eksperimenterende blanding er der meget spændende og godt at finde, men der er desværre også ting som generer mere end de gavner: Trommelyden er meget mekanisk, tom og følelsesløs, hvilket gør at der mangler lidt før man rigtigt sidder og rocker med i stolen. Derudover har CD’en generelt en meget mekanisk og "industriel" lyd, som jeg ikke bryder mig videre godt om, da den ødelægger den ellers så atmosfæriske stemning. Mr. Fog varierer sin vokal godt og det slipper han i langt de fleste tilfælde godt af sted med, men når den skal være dyb og brutal så virker den en smule uprofessionel. Kan man se bort fra disse ting, så har man et utroligt spændende album som præsterer at sætte undertegnede i en helt speciel stemning så længe albummet er i afspilleren. Et album indeholdende både hurtige og mere udstrakte numre, i en blanding som fungerer ret fedt.

"Radio Ixtlan" er som sagt et meget specielt og spændende værk, men jeg vil nok lige anbefale at man hører den igennem inden man investerer i denne sag.