En historik, der forpligter
Der er ikke mange metal- eller rockbands, der kan prale af en diskografi på så højt og stabilt et niveau, som norske Enslaved. Fra debuten Hordernes Land i 1993 (strengt taget en EP udgivet som en split med Emperor) til sidste års Utgard, har gruppen udgivet 15 albums plus det løse, og der er ikke et eneste fejlskud blandt dem. At de samtidig konstant har forandret deres udtryk, og aldrig hvilet på laurbærrene, gør kun denne bedrift endnu større. Også her på sitet har vi ofte smidt de højeste karakterer efter nordmændene, og respekten for Ivar Bjørnson, gruppens drivende kreative kraft er således enorm. Men på et eller andet tidspunkt skal det vel gå galt?
Troldmanden svigter
Og godt gættet. Det er præcis hvad der er sket på den EP, Caravans to the Outer Worlds, Enslaved nu sender på gaden. At ambitionerne som altid er høje, opdager man ellers ret hurtigt, når titelnummeret åbner EP’en. Det lægger ud med en tung basintro, og mellotron-agtige keyboards blander sig snart. At det er Enslaved fra deres mere proggede side, bliver også klart, når et snørklet riff og en lettere bizar guitarsolo støder til efter et minuts tid. Dette afløses kort efter med det, man må kalde sangens hovedriff. Men det holder ikke længe, for efter første omkvæd introduceres et helt nyt riff og endnu en skør solo. Jo, det er om at holde fast, når Enslaved går i prog-mode. Og bortset fra en lang tromme-domineret outro er ”Caravans to the Outer Worlds” et nummer, der aldrig står stille. Klassisk Enslaved altså, men alligevel er der ikke rigtigt noget fra gruppens øverste hylde under dette omskiftelige nummer, og man sidder med en følelse af, at man har hørt det meste før.
Resten af EP’en – specielt de to korte instrumentalnumre – fremstår primært som enkelte brudstykker smidt sammen til lejligheden. En masse elektroniske effekter blandes med riffs og melodier, men det giver aldrig særligt meget mening. ”Intermezzo II” indeholder dog et klassisk, dvs. fantastisk, Enslaved riff, der for Odin ved hvilken gang beviser, at Ivar Bjørnson er en genial rifftroldmand. Det havde fungeret perfekt som et langt outro-riff i en af gruppens 8-10 minutters eposser, men her, hvor det skal bære nærmest hele nummeret, virker riffet lidt forældreløst. Man fornemmer i det hele taget, at en del af Caravans med lidt mere omhu kunne fungere glimrende som elementer i længere kompositioner på et egentligt album.
Der skal jo penge i kassen, men…
Der burde ikke være tvivl om det, men nu er det i hvert fald slået helt fast: Enslaved er et albumband, basta! Så hvorfor i alverden udgiver de nu en EP som opfølger til sidste års fremragende Utgard? Det mest nærliggende svar er for at få lidt penge i kassen, og om det er et tilstrækkeligt ædelt formål til en udgivelse, er nok tvivlsomt. Men her bedømmer vi jo ikke en udgivelses kommercielle gennemslagskraft, kun dens kunstneriske værdi, og den er begrænset. Især når man uundgåeligt sammenligner med Enslaveds uforlignelige bagkatalog af sublime metalplader. Det lykkes aldrig Caravan to the Outer Worlds at overbevise om, at gruppen havde nok materiale på deres normale niveau til, at det burde udgives. I hvert fald ikke i det forhåndenværende format.
