Das ist verboten!
Tyske Eisregen har eksisteret siden 1995, pladedebuterede i 1998 med Zerfall og har siden opnået kultstatus påden tysktalende del af metalscenen. Vejen dertil har dog ikke altid været nem for de kære tyskere, da tre af deres plader – Krebskolonie, Farbenfinsternis og Wundwasser er bandlyst fra at blive spillet live eller solgt på plade i Tyskland, da de tyske myndigheder vurderede teksterne på disse plader som værende grusomme, umenneskelige, kvindehadske og brutale. Men da censurering i metalscenen sjældent har ført til mindre interesse, lever Eisregen ufortrødent videre på 23. leveår og smider pladen Fegefeuer på gaden. Fegefeuer betyder desuden skærsild, men med Eisregens pladecovers og sangtitler tvivler jeg stærkt på, at de bliver renset og kommer i himlen.
Bøffer og rødvin
Med Fegefeuer annoncerer Eisregen en tilbagevenden til deres meget gothinspirerede blanding af black og død i modsætning til forgængeren Fleischfilms mere lettilgængelige, rene og lidt rockede lyd. Den gamle lyd passer bestemt også bedst til Eisregens lyriske univers. Når der skiftes mellem emner som mord, død, tortur og andre ubehageligheder, må det godt lyde en smule ondt. Det er lidt i stil med Cannibal Corpse-inspireret lyrik blandet med Moonspell, en spandfuld My Dying Bride goth-violin og en skovlfuld ren vokal tilsat for god ro og orden. Dog forstår jeg tysk lige så godt som en doven 9.-klasseelev, så hvad sangene handler om, skal jeg lade være uvist.
Den rene vokal er dog mest dominerende på første halvdel af pladen. Nummeret ”Knochentorte” er udelukkende med ren vokal, på nær når der bliver hvæst: ”Blut, Blut, Blut” og ”Fleisch, Fleisch, Fleisch”, hvilket er to tyske ord, der bare er lækre at høre blive hvæst ad en, samtidig med der i baggrunden høres en sav i fuld gang med at save knogler i stykker. Dog føles den rene vokal på ingen måde lige så stærk som black metal-vokalen. Den er på ingen måde dårlig, det bliver bare lidt meget Subway to Sally-agtigt, når den bliver brugt over store dele af et nummer, og det ødelægger lidt grusomhederne, når man bliver mindet om tysk middelalderfolk-rock.
Pladens absolutte højdepunkt, som desværre også er en af de kortere sange, er nummeret ”Opfer”. Her kommer violinen virkelig til sin ret. Et instrument Eisregen udnytter rigtig godt, hvilket giver hele pladen en dyster stemning. På ”Opfer” får violinen bare meget mere spillerum end på resten af pladen, hvilket giver hele nummeret en lidt mere sofistikeret lyd, dog uden det bliver fisefornemt. Det minder lidt om Bloodbaths ”Eaten”, bare hvor de involverede parter får sig et glas vin, inden de går i gang.
Man skal lære af sine fejl
Det er bestemt forfriskende at få serveret typiske dødsmetaltemaer med violin og black metal, og Eisregen gør det ganske hæderligt på Fegefeuer og forstår at gøre det, de kan, med de virkemidler de har, selvom det ikke altid falder helt heldigt ud. Men at et band på 13. udgivelse formår at indse, hvor de trådte ved siden af på foregående plade, det skal de alligevel også have point for. Det er desværre ikke alle erfarne bands, der formår at gøre det, er det vel, Morbid Angel?