Djerv er et nyt norsk rockband med den karismatiske sangerinde Agnete Kjølsrud som dominerende midtpunkt. Dimmu Borgir-fans vil huske Kjølsrud fra "Abrahadabra"-albummet, hvor hun brugte sin stemme en del anderledes end her, men personligt husker jeg hende primært for det - desværre - hedengangne selvproklamerede "psychobilly"-band Animal Alpha.
Animal Alpha blæste mig fuldstændig omkuld med deres catchy blanding af gode melodier, rå, fænomenal vokal og overraskende varierede sangstrukturer med lige dele rock á la Skunk Anansie (mest på debuten "Pheromones") og til tider noget, der mindede om progressiv thrash hen ad Textures (mest på efterfølgeren "You Pay for the Whole Seat But You'll Only Need the Edge"). Derfor var jeg selvfølgelig ret modfalden, da bandet gik i opløsning, og det er meget svært for mig ikke at have Animal Alpha som bagvedliggende kvalitetsstandard, når jeg bedømmer medlemmernes nye projekter. Således var jeg til at starte med ret skuffet over Djerv, men jeg må indrømme, at dette debutalbum faktisk vinder på gennemlytning.
På overfladen spiller Djerv en meget simpel, gumpetung omgang rock med metalelementer, og hvor Kjølsrud har valgt en aggressiv, let hæs, bjæffende måde at synge på (uden at der er tale om råbevokal). Guitar og bas er godt nedstemte og mudrede og produktionen er tung, som var vi ovre i en dødsmetalboldgade (bandet taler selv om, at de er påvirkede af blackmetal - jeg ved ikke, om jeg nogensinde lærer de korrekte distinktioner her). Kombinationen af rock'n'roll-energi (dog i en tempomæssigt langsommere udgave) og ond metal leder til tider tankerne hen på Entombeds "Uprising".
De, der kender Animal Alpha-nummeret "Bundy", vil nikke genkendende til den bastante bord-stol-rytme med enkle guitarriffs ovenpå, der blæser ud af højtalerne på åbningsnummeret "Madman" - et nummer, der til at starte med lyder lidt ensformigt, men ligesom resten af skiven efterhånden åbner sig for lytteren. "Bowling Pin" byder på nogle ret interessante harmoniske drejninger, der sniger sig sågar nogle grind-trommer ind sidst i nummeret, og Kjølsrud begynder at lege mere med sine melodifraseringer. Kjølsruds ekspressive vokal og nydelige korarbejde på et nummer som "Gruesome Twosome" giver mig kombineret med den mudrede rocklyd associationer til Muse (fra "Origin of Symmetry"-perioden), omend de varierede, ekstremmetal-agtige akkordskift skaber en anden og mere udfordrende helhed. Den indledende guitar og harmonierne generelt på "Only I Exist" får mig til at tænke på både Psychotic Waltz og ældre Nevermore, og sådan fortsætter Djerv med at overraske den opmærksomme lytter albummet ud med små subtile drejninger inden for den overordnede ramme af bastant, heavy party-rock. Dog taber Djerv efter min mening lidt af dampen på sidste nummer, "Immortal", hvor jeg som lytter ikke helt føler mig ordentligt udfordret - det virker lidt som en gentagelse af ideer fra de forrige skæringer.
Man skal være i stemning til at lytte til Djerv - helst i et humør, der tangerer den overvældende vrede energi, der går igennem hele albummet, men så bliver man til gengæld også belønnet, hvis man giver sig tid til at høre skiven flere gange. Ellers vil man nok blive hængende i det indtryk, jeg havde til at starte med af en kedelig, forsimplet udgave af Animal Alpha med for lidt variation i rytmestrukturerne og en lidt enerverende, ensformig brug af vokalen. Selv om jeg godt kan lide denne skive, håber jeg dog stadig, at bandet vil udvide deres stil fremover, så der også kommer lidt variation i det overordnede udtryk.
