SOiL spiller koncert på Wacken Open Air 2024.
SOiL - Whole

Whole

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

SOiL byder velkommen tilbage til Ryan McCombs med et brag. Men desværre et lidt skuffende brag...

Chicago-bandet SOiL opnåede stor succes i 2001 med det sublime album Scars. Nogle år efter forlod forsanger Ryan McCombs bandet til fordel for Drowning Pool, og siden da har der været lidt udskiftninger i lineuppet, og et par mere eller mindre intetsigende plader, er det da også blevet til. For et par år siden kom sanger Ryan McCombs så (endelig) tilbage, og nu udgiver SOiL albummet Whole.

Udgivelsen af Whole har jeg personligt set frem til i et stykke tid, da SOiL længe har figureret på flere af mine playlists gennem tiderne. Men lad mig afsløre med det samme, at det både er godt og skidt. Vi starter med det gode; Der skal ikke være tvivl om at SOiL, med Ryan McCombs' tilbagekomst, igen er blevet et hårdtslående og potent band. De spiller sublimt og vokalen får de små hår til at rejse sig - Hr McCombs er en eminent rocksanger! Brølet, som nogle vil kunne huske fra deres store hit "Halo", er i den grad intakt. Måske endda endnu federe nu hvor hans stemmebånd er ældet med yderligere 12 år. Produktionen skal også have en del af æren, for der er ingen slappe steder. Det er stramt og lækkert hele vejen igennem og der er uden tvivl kælet for detaljerne. Men men men... Pladen kunne godt bruge noget mere variation. Meget mere! De første ti numre er meget ens, og det er først på sidste nummer, "One Love", der kommer lidt variation i form af akustiske guitarer og et nedsat tempo. Numrenes kvalitet er egentlig ganske okay, men der er absolut ingen ørehængere imellem. Deres force er og bliver deres slagkraft, men efter de første tyve minutter savner man altså noget mere melodi og nogle fede hooks, i stedet for bare ren power.

Vi snakker om 11 numre på 38 minutter, og så er der endda et par af sangene, der lugter langt mere af unødigt fyld end af gennemarbejdet kvalitet. Skuffelsen i mig spørger ud i luften, om ikke SOiL kunne have gennemarbejdet deres materiale lidt mere, og brugt lidt mere tid på nogle flere numre? Vi er nemlig så tæt på alt det magiske fra superskiven Scars, som man overhovedet kan komme, så selvom det er et dejligt hårdt og potent genhør med SOiL, så kunne det stadig have været en hel del bedre.

Trackliste: 1. Loaded Gun 2. The Hate Song 3. Ugly 4. Way Gone 5. Psychopath 6. Shine On 7. Wake Up 8. Amalgamation 9. My Time 10. Little Liar 11. One Love

Shine On - Et af pladens bedste numre.