Livsfjendsk pessimisme

Den tysk filosof Friedrich Nietzsche blev tilbage i det 19. århundrede berygtet for at kritisere kristendommen siden Platon for at være intet andet end tom metafysik og livsfjendsk pessimisme. En stejl anskuelse, der ikke desto mindre har forplantet sig i både kunsten og et utal af skønlitterære værker, men så sandelig også blandt arketyperne på Floridascenen for OSDM, deriblandt Deicide. Og når nu den næstbedst sælgende DM-artist fra SoundScan-æraen også kan prale af at have genrens næstbedst sælgende album fra samme periode, så spidser vi her på redaktionen naturligvis ører, når de har nyt på vej. Til den nysgerrige læser kan jeg oplyse, at Deicide kun er overgået af Cannibal Corpse og Morbid Angel-albummet Covenant (1993) som henholdsvis bedst sælgende artist og album. Efter at have overtaget tøjlerne fra legendariske Jack Owen på Overtures of Blasphemy (2018), er leadguitarist Mark English igen blevet sluset ud af folden. Nyhedsværdien i tilfældet Banished by Sin består dermed primært i indskiftningen af den knap så navnkundige erstatning Taylor Nordberg.

Den evige genkomst

Nietzsches refleksioner om ’den evige genkomst’ beskriver på glimrende vis de tendenser, der gennem den seneste årrække har spredt sig i Tampa Bay og omegn: ’Alle begivenheder gentager sig, historien gentager sig, og det er derfor ikke muligt definitivt at lægge illusionerne bag sig’. Det er dog formentlig de færreste, der nærer nye illusioner om Floridascenen, hvor fortidslevn som Morbid Angel, Obituary, Cannibal Corpse og netop Deicide synes at være stagneret i deres udvikling. Vi skal da heller ikke mange sekunder ind i ” From Unknown Heights You Shall Fall”, før Bentons knastørre knurren og den distinkte fast-paced shredding fastlægger kvartettens ophav.

Hele Nietzsches filosofi kan tolkes som en kritisk analyse af det moderne individ. Deri ligger både en forståelse af omverdenen såvel som af os selv, og samtidig en revurdering af vores værdisæt. En proces, der for de flestes vedkommende accelerer proportionelt, i takt med at vi bliver ældre. Eller som en af mine estimerede kolleger så skarpsindigt formulerede det, ’så stopper de fleste af os på et tidspunkt med at være 16-17 år’. I tilfældet Glenn Benton skulle man næsten tro, at guderne som en ondsindet spøg har gjort en undtagelse. Selv hvis vi ser bort fra mandens brændemærkede pandebrask, så befinder både lixtal og lyrik i ”Sever The Tongue” sig på samme niveau som en knap og nap færdigbagt teenager fra begyndelsen af firserne.

Mens Bentons vokale spændvidde og Asheims bevidstløse skidtprygl af trommeskindet er nogenlunde lige så ophidsende at lytte til som at læse dagens pollental, er der straks mere energi og spilleglæde at spore hos guitaristerne Kevin Quirion og Taylor Nordberg. Trækket med at flytte baggrundsvokalerne på førstesinglen ”Bury The Cross... With Your Christ” relativt markant frem i mixet giver tillige tiltrængt variation på en skæring, der ellers primært udmærker sig ved sin korte spilletid på knap tre minutter. Med cirka samme emotionelle spændvidde som en teske får ”Failures Of Your Dying Lord” for Gud (!) ved hvilken gang understreget, at Benton virkelig ikke er nede med ’det der kristendom’. En tilkendegivelse, der to tredjedele inde i albummet forekommer omtrent lige så triviel som de kommende konfirmanders forberedelser frem mod en af de helt store mærkedage i det kulturkristne kalenderhjul. Skal vi derimod rose Deicide for noget, må det være fremdriften. Ingen af albummets i alt 12 (!) numre formaster sig til at krydse den magiske grænse på fire minutter. Det ville nu også være at trække urimeligt store veksler på vores tålmodighed.

Ingen mening med livet uden for livet selv

’Intet er sandt, alt er tilladt’, lyder det i Nietzsches diagnose af tilstanden i det moderne individ. Han beskriver samtidig begrebet nihilisme som et spørgsmål om, hvorvidt vi som mennesker formår at leve uden absolutte sandheder efter Guds død. Og han afviser desuden enhver form for forløsningstanke: ’Der er ingen ende på historien og ingen mening med livet uden for livet selv’. Således heller ikke med Banished by Sin. Foruden oaserne af opholdsvejr i form af få iørefaldende breakdowns, så kan Deicides 13. langspiller groft sagt sidestilles med overværelsen af Grøn Koncert under skybrud i provinsen, og intet andet end ‘fladøl’ i fustagerne til at skylle efter med. Benton byder beklageligvis stadig blot på vokal variation svarende til alternativerne halvtag og paraply. Uanset præferencer forbliver det stadig en kold, klam og gennemført grå omgang. Man kunne selvfølgelig også bare vælge at give pokker i det hele og i stedet følge den tilsvarende meningsløse devise fra en nær ven af denne anmelder: ’Det er bedre at se ond og farlig ud … så regner det ikke nær så meget’.