Klippe-klistre-metal
Siden deres debut i 1995 har Deftones været et af de bands, der har udmærket sig ved at have en helt særlig lyd. Men hvordan står det så til med 'metalverdenens svar på Radiohead', som internettet ynder at kalde dem, anno 2025? private music er formet af de klassiske Deftones-dyder: Bratte stemningsskift, melodisk legesyge, og der er generelt en stærk indflydelse på albummet fra både deres tidlige udgivelser og deres sene 00'ere/tidlige 10’ere.
“my mind is a mountain” minder om en nedtonet kopi af introen til “Swerve City” fra den nu 13 år gamle Koi No Yokan, hvilket ikke er en skidt start, da den formåede at balancere mellem det elektroniske og metalliske. Chino Moreno lyder stadig, som han gjorde, da jeg var ung, rastløs og mindre bitter: intens, rå og drømmende.
De efterfølgende tre numre er ganske udmærkede i deres hyldest til de go’e gamle Adrenaline-dage; “locked club” er skiftevis kælen og krigerisk, og både “ecdysis” og “infinite source” er proppet til randen med både Delgados luftige lydtæpper, som vi elsker dem, og Carpenters hidsige, håndgribelige riffs.
Tilløb, afsæt, let
Omvendt er “souvenir” næsten dobbelt så lang som de foregående numre og har således bedre tid til at forklare os meningen med den galskab, der konstant lurer i baggrunden på hvert nummer. Morenos clean vocals kommer atter mine ører i møde med udstrakte hænder og balancerer på knivsæggen mellem dramatisk og inderlig og følger smukt med de højder, Carpenters guitarspil når, uden at skulle anstrenge sig.
Dermed ikke sagt at bandet ikke gør sig umage. En af de ting jeg altid har sat pris på ved Deftones som kunstnere, er deres engagement i musikken, og uanset om man er typen, der lytter til teksterne eller ej, er der stadig følelser på spil i deres univers. Hvad det er for nogle følelser, kommer an på ørerne, der hører, men flere gange forbliver følelserne desværre usagt.
Det gør mig ærgerlig som gammel Deftones-fan, fordi de har altid formået at artikulere en stemning på tid, og selvom “cXs” lægger sig i samme intense spor som de øvrige numre, føles den underligt amputeret. Dens rå og krasse udtryk havde stået i en langt bedre kontrast til den efterfølgende “i think about you all the time” med en glidende overgang, for det er i polerne, at Deftones brillerer. Her sættes tempoet ned, og selv Cunninghams solide trommespil føles afdæmpet. Trommerne er ellers i min optik det mest håndgribelige ved Deftones’ musik og er et solidt anker, når Carpenters luftige og himmelstræbende guitarspil letter fra jorden.
Anakronistiske herligheder
Omvendt er både “milk of the madonna” og “cut hands” meget mere i øjenhøjde. Det klæder Deftones, når de kommer i tanker om, at de også kan larme eller skabe en stemning uden at skulle på rumvandring. En lille homage til Prodigy titter frem på “cut hands”, der smager skarpt af rap-metal nuller-attitude, og på den sidste halvdel af albummet er det, som om de langt om længe finder formen. Delgado væver et kantet og spraglet bagtæppe, Carpenter går i kredsløb, og Cunningham bevarer jordforbindelsen med en næsten overjordisk punktlighed.
“~metal dream” tager over, hvor “cut hands” slap, men som en spirituel fætter til den ligefremme forgænger. I den sammenhæng er de et lysende eksempel på, hvorfor jeg altid vender tilbage til Deftones’ spraglede univers. Begge numre rækker langt tilbage i deres musikalske ophav, men trækker et glitrende spor af shoegaze efter sig, og jeg føler på målstregen, at private music endelig har sin eksistensberettigelse. Som en følsom efternøler lukker og slukker de med “departing the body”, der samler alt, der er blevet sagt den sidste halve times tid, for at sikre sig at vi har forstået, hvad de mente.
private music er lavet af alle de ting, jeg satte pris på ved Deftones før i tiden. De trykker på alle de rigtige knapper og trækker i alle de rigtige håndtag. Alligevel føles den en kende fersk, og som om den aldrig rigtig indfrier sit potentiale. Det er slet ikke en dårlig plade, men om den kommer på min top fem over yndlings-Deftones-udgivelser, må tiden vise.
