Sværvægterne

Det er med en vis ydmyghed, man sætter sig til tasterne for at anmelde en ny udgivelse fra en af rockhistoriens absolutte sværvægtere. Deep Purple har gennem snart syv årtier været blandt de mest toneangivende navne inden for hardrock, og deres katalog rummer adskillige af genrens mest ikoniske udgivelser. Derfor er forventningerne til et nyt album naturligvis høje – men også anderledes: Det er vel okay, at et nyt album, 58 år efter første udgivelse, ikke er på linje med de tidligere største?

Med Deep Purples 24. studiealbum, Splat!, er spørgsmålet ikke, om de kan skrive endnu et Machine Head, men om de stadig kan levere et album, der føles relevant og inspireret i 2026.

Det gode samspil, men manglende rækkevidde

Åbneren “Arrogant Boy” lægger stærkt fra land med et tungt riff og et tempo, der straks vækker appetitten. Don Aireys karakteristiske keyboards er umiskendelige, og allerede her mærker man den velkendte kemi mellem guitar og orgel, som fortsat er en af Deep Purples største styrker, selv uden Jon Lord.

Det mest interessante på Splat! er derfor, igen, samspillet mellem Simon McBride og Don Airey. Guitar- og keyboardsoloerne fletter sig elegant ind i hinanden og skaber den klassiske Deep Purple-lyd, som fans forventer. Særligt “Diablo” byder på en fremragende keyboardsolo, der endnu en gang understreger, hvor vigtig Airey er blevet for bandets identitet.

“The Beating of Wings” skiller sig ud med et stærkt groove og en rytmesektion, der holder sangen solidt på sporet. Det er netop i de mere jordbundne numre, at albummet fungerer bedst. Bandet spiller med overskud, og der er ingen tvivl om, at de stadig nyder at skabe musik sammen.

Ian Gillans stemme bærer naturligvis præg af tiden. De høje toner fra ungdommen er ikke længere inden for rækkevidde. Dette bliver tydeligst cementeret i nummeret ”Guilt Trippin’”, hvor man har forsøgt sig med at dobbeltlægge den skingre baggrundsvokal. Desværre mislykkes det. På trods af manglende rækkevidde synger Ian Gillan dog stadig med pondus, autoritet og personlighed. Man savner måske lidt bid i de mest krævende passager, men det er svært at forestille sig albummet med en anden stemme end hans.

Splat!s største problem er, at det mangler de øjeblikke, der for alvor sætter sig fast. Sangene er velspillede og gennemførte, men flere af dem flyder lidt sammen, og albummet savner den store hymne eller det uventede tvist, som løfter helhedsindtrykket. Der er ingen deciderede svipsere, men heller ikke mange numre, der føles uomgængelige.

Dedikeret til sine faste fans

Splat! er derfor et solidt sent karrierealbum fra et band, der kender sine styrker og holder sig til dem. Det er fyldt med kompetence, velkendte Deep Purple-dyder og enkelte virkelig stærke momenter, men det når aldrig helt op der, hvor man hiver armene i vejret og danser jublende.

Albummet taler først og fremmest til de trofaste Deep Purple-fans, som hylder den klassiske lyd og samspillet mellem de rutinerede musikere. Til gengæld er det svært at forestille sig, at Splat! bliver albummet, der for alvor rekrutterer en ny generation af lyttere. Dertil er udtrykket måske en smule for trygt og forankret i bandets egen historie. Men for dem, der har fulgt Deep Purple gennem årtier, er der stadig masser af kvalitet at hente. For et band, som snart kan fejre 60 års jubilæum, er dette ganske imponerende!