The Plot in You - The Plot In You

The Plot In You

· Udkom

Type:Album
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fra vrede til sårbarhed: Rejsen mod de store scener 

Fans af The Plot In Yous første udgivelser ville nok brænde deres band-t-shirts og flå patchene af battle-vesten i ren frustration. Bandets debut fra 2010 var solidt forankret i et mix af metalcore og deathcore, men med tiden er amerikanerne fra Ohio blevet mere modne og emotionelle i deres musikalske udtryk. I 2016 fandt kvartetten et helt andet gear, da forsanger og primær sangskriver Landon Tewers indså, at han ikke længere havde mere at råbe af; det var ganske enkelt drænende konstant at skulle kanalisere så meget indestængt raseri. Temaerne skiftede fokus mod kærligheden, politik, tilværelsens store spørgsmål og livet generelt, hvilket har katapulteret bandet ud på en imponerende rejse mod stjernerne. 

Denne stilistiske transformation minder i høj grad om Bring Me The Horizons karrierevej, som ligeledes startede i deathcore, men i dag leverer en raffineret og emotionel udgave af moderne rock og metal. Det er en formel, der virker; Bring Me The Horizon lagde Copenhell ned som headliner i 2026, og beslægtede navne som Bad Omens og Dayseeker stormer frem. The Plot In You rider på nøjagtig samme bølge og efter bandets musikalske stilskifte er streamingtallene eksploderede. Koncertsalene er vokset fra intime klubber til tusindvis af dedikerede fans, hvilket også har sikret dem en flot, høj placering på plakaterne under deres europæiske festival-run i 2026.

En gennemtænkt rutsjebane af kontraster

Lad os starte med albummets struktur. Med en samling af tre tidligere udgivne EP’er, to singler fra i år og blot et enkelt helt nyt nummer er 75 procent af pladen genbrug fra 2024. Om det er dovent eller genialt, må være op til den enkelte fan at vurdere; det kan dog uundgåeligt føles som en skuffelse, at der ikke er mere ufortalt materiale på en fuldlængdeudgivelse. Omvendt er dette et ekstremt gennemarbejdet produkt, hvor intet lader til at være overladt til tilfældigheder.

Hvor de to foregående plader i højere grad dyrkede det polerede, genintroducerer dette udspil i momenter de klassiske, hårdtslående metalcore-sekvenser. Generelt set er albummet bygget op omkring voldsomme kontraster, hvor tempoet og intensiteten konstant bølger op og ned. Det ene øjeblik kastes lytteren ud i hæsblæsende metalcore med lange gutturale screams, tunge breakdowns og et massivt vokalregister som på numrene “Forgotten” og “Don’t Look Away”. Det bidske og aggressive afløses i udmærket synergi med fængende, emotionelle melodier, der allerede har bevist deres værd som massive live-hymner - særligt “Left Behind”, der nærmer sig 100 millioner streams på Spotify.

Den konstante skiften gør dog, at lytteren taber pusten en smule undervejs - særligt mod slutningen af albummet. Eksperimentet med de mange stilskift kan føles en anelse buzzkill-agtige, da de hårde og tunge elementer flere gange bliver afløst af emotionelle og halv-poppede sange, og det føles, som om momentum gang på gang skal genopbygges. Hvis man udelukkende er til de tunge mosh-elementer, så kan man let sige, der er langt mellem snapsene. Dog er bandet dygtige i både de hårde og de emotionelle gear. Tewers’ vokal er det musikalske midtpunkt igennem hele udgivelsen, hvor hans stemme det ene øjeblik lyder som skrøbeligt glas, der er lige ved at gå i stykker, og det næste er han ved at skrige hjernen ud. Særligt vil jeg fremhæve vokalen på “Forgotten” kort inden breakdownet, hvor Tewers leverer et 10 sekunders a cappella-skrig som en slags magtdemonstration for hans vokalomfang.

Albummet afsluttes med et helt nyt nummer “Carved”, som passer perfekt ind i The Plot in Yous univers, hvor der sættes et punktum for, hvordan et moderne metalcore album lyder i 2026. 

Galt eller genialt?

Selvom det stilistiske sammensurium til tider lurer lige under overfladen, retfærdiggøres den af albummets overordnede struktur. Ved at samle de tre EP'er og de efterfølgende singler har The Plot In You skabt et værk, hvor man gennemgår forskellige soniske rum. Det er et bevidst valg at præsentere så forskelligartede lydbilleder i klumper. De enkelte sektioner er skruet eminent sammen, hvilket gør, at man som lytter både kan nå at græde, synge med på gigantiske arena-omkvæd og moshe i vildskab inden for blot ti minutter. Når det så er sagt, så har jeg svært ved at forene mig med manglen på nye sange, overraskelser og generel nyhedsværdi, når bandet ikke har udgivet et fuldlængde album siden 2021. MEN - albummet er moderne, kontrastfyldt og modigt. Dette er absolut ikke det sidste, vi hører til The Plot In You.

Tracklist

  1. Divide
  2. Left Behind
  3. Forgotten
  4. Closure
  5. Don’t Look Away
  6. All That I Can Give
  7. Been Here Before
  8. Pretend
  9. Spare Me
  10. Silence
  11. You Get One
  12. Carved