Days of Anger er et svensk groove-thrash metal band, og "Death Path" er intet ringere end deres debut-album.
Og jeg synes da, at det er et ganske stærk debut-album, men der er stadig et stykke vej til toppen. Noget af det skyldes, at groove metal kan være en tricky genre, fordi den mere eller mindre blev udvandet af alle de mange bands, der kom i kølvandet på Pantera, og desuden så gik mange etablerede thrash metal bands også med på groove-bølgen, inklusiv Anthrax ("Sound of White Noise" og fremefter), Sacred Reich ("Independent"), Exodus ("Force of Habit") og selv Overkill ("I Hear Black"), og, hvad måske værre er, mange nu metal-bands tog også udgangspunkt i groove metallen. Disse faktorer har betydet, at en del 'true' metal fans er generelt kritiske og afvisende overfor groove metallen.
Så, hvis man vil spille succesfuld groove metal nu om dage, skal man virkelig gøre det ordentligt, og det gør Days of Anger også langt hen ad vejen. De er gode til at blande mere gammeldags thrashede riff og trommemønstre sammen med groovy riffs. Og det skal siges, at deres groovy riffs ligger et niveau over de fleste andre groove metal bands, og at de groovy stykker for det meste er placeret i strategisk fornuftige positioner (så som i omkvædene, hvor groove jo kan styrke catchiness-faktoren). Jeg tager hatten af for, at Days of Anger på en måde vender lidt tilbage til thrash-metallen, som groove-metallen jo på mange måder udsprang fra, og var med til at svække i 90erne og trækker en del thrash-elementer ind i deres musik.
Bandets evne til at komponere solidt sammensat sange reflekterer også, at der er tale om rutinerede musikere, og bandets medlemmer har også mange års erfaring individuelt på den svenske metalscene. Bandmedlemmernes fortid i mere traditionelle metal-bands kommer også frem i de enkelte elementer fra mere klassisk metal, som dukker op hist og her, så som starten på det første nummer "Damaged", som er en ren Van Halen "rock with your cock out" start med vibrato-arm og hele pivtøjet.
Et af albummets svagheder er lyrikken, synes jeg, som til tider virker næsten teenager-naiv (hvilket er lidt mystisk, da bandets medlemmer jo ikke ligefrem er årsunger), og det kan godt blive lidt for belastende med de mange "fuck that shit"-lignende fraser, der bliver brugt. Dog er jeg stor fan af hele "Fuck That (Silly God)" beskeden og dens fremførsel, samt det måske ufrivilligt kitsch, der er over teksten. Produktionen kunne måske også have været en tand mere skarp, og guitarerne lyder lidt for mudrede til at man kan få det optimale ud af de mange ellers rytmisk interessante groove-thrash riffs.
Ellers er der tale om et solidt debut-album, som jeg tror vil appellere til både fans af thrash metal og groove metal, og så kan de udvandede og tyndslidte nu metal-bands, der desperat har søgt at efterligne Panteras groove, jo høre, hvordan man skal "fuck that shit". Jeg var selv ret stor fan af groove-thrashen (og skal da indrømme, at jeg selv spillede i et groove thrash band i de glade 90ere), så jeg synes, at det er fedt at høre, at der stadig er rigtig groove thrash bands, der kan formå at begå sig i en ellers udvandet og tyndslidt genre.
Da jeg ikke kan give halve dødningehoveder, er jeg nødsaget til at runde op til 7 fra det 6,5, jeg ellers havde i tankerne (jeg det er trods alt mere fair at runde op end ned, synes jeg).
