Circle of Silence - The Crimson Throne

The Crimson Throne

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Thrash metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Sæt jer ned i en rundkreds… og gå amok!

Trods at bandets navn giver et mentalt billede af en række folk, der sidder i en rundkreds, alt imens de stirrer intenst på hinanden, uden at nogen siger et ord, så viser det sig hurtigt, at dette ikke er tilfældet. Vi snakker tysk tonser-power, der kun vil én ting, og det er fremad! Forestil jer, at Kreator lavede en skive i samarbejde med Dream Evil – ja, så ville resultatet nok være Circle of Silence!

Skinnet bedrager

The Crimson Throne er bandets tredje album, siden de startede med at lave musik tilbage i 2005, og der er som sådan ikke noget nyt under solen i forhold til genren eller bandets udvikling. Det er helt klassisk beskidt power, lidt a la Iced Earth, med masser af power chords og headbangvenlige rytmer, alt sammen akkompagneret af Niklas Keim, der skråler løs med en lyrik, som fra første til sidste sekund inviterer til fællessang med hornene hævet højt. Ved første øjekast får man den tanke, at der er et tema og en historie bag The Crimson Throne – at det handler om en episk kamp mellem det gode og det onde, måske et opgør mellem en flok helte og en satanisk fyrste, der venter dem på sin blodrøde trone. Men nej, det er ikke tilfældet. Alt dette er tydeligvis gjort for at skabe en cool-factor, og der er, desværre, ikke tale om et metaplot som på fx de tidligere Rhapsody-album. I stedet handler sangene om alverdens forskellige, og dog meget stereotype, power metal-temaer, fx mod, kampen mellem godt og ondt osv. Det er helt fint, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at en rød tråd og et vist lag af historiefortælling virkeligt ville klæde albummet og bandet generelt. Det, der dog til gengæld virkeligt virker for Circle of Silence, er leadguitaristen Tobias Pfahl og hans fortolkning af power metal-guitarsoloer. De er ikke voldsomt prangende, som ellers er forventeligt af genren; ofte er de relativt simple, men meget effektfulde og spartanske i deres udtryk. Fx opererer soloen på “Lionheart” virkeligt efter mantraet ”less is more”, hvilket er ret forfriskende i en genre, der ofte er domineret af guitarvirtuoser, som tit har så mange effekter og lag på deres soloer, at de kun kan skuffe live.

Ingen bullshit

”Less is more” burde måske i virkeligheden have været titlen på albummet – og ikke The Crimson Throne. Dermed ikke sagt, at vi er ude i noget shoegaze med nogle forkølede teenagere, der sidder helt stille og bare kigger rundt. Nej, bestemt ikke! Det er jo naturligvis power metal med fuld smæk på. Men i forhold til rigtig, rigtig meget andet power, er Circle of Silence simpelt, hårdt, hurtigt og effektivt. Der er virkeligt ikke ret meget bullshit omkring de her tyskere. Der er skruet helt ned for pomp og pragt, og det er den tyske effektivitet, der hersker fuldt ud på samtlige 43 minutter. Jeg har et meget ambivalent forhold til power metal, og det skal bestemt ikke forstås som, at jeg afskyr det pompøse og storslåede element, man ofte forbinder med power, men tjah… less is more!

Tracklist

  1. Conquer The Throne
  2. Race To The Sky
  3. Destroyers Of The Earth
  4. The Chosen One
  5. Lionheart
  6. The Crimson Throne
  7. Into The Fire
  8. A Kingdom Divine
  9. Endgame
  10. Possessed By Fire
  11. Wild Eyes

Tilføj kommentar