C-T Prevail - Mean Season

Mean Season

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Spilletid:40:12
Antal numre:14

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

C-T Prevail kommer fra Norge og spiller en brutal omgang metal, som er svær at rubricere helt præcist. Der er træk af både old school-thrash, mere moderne, groovy thrash og metalcore, alt sammen leveret i en meget nøgtern, beskidt indpakning, hvor det bare handler om guitarer, bas, trommer og skrigevokal. Eneste lir, der er lagt ind er nogle samplede filmcitater, der bryder flowet en gang imellem.

Nogle anmeldere har villet drage paralleller til Sepultura, og det er sikkert ikke helt forkert, blot har C-T Prevail ikke nogen afstikkere til de latin-rytmiske påvirkninger, som Sepultura ellers har gjort en del i. Det medfølgende informationsark postulerer et stilslægtsskab med Meshuggah, men det har jeg svært ved at høre – der er ikke noget tilnærmelsesvist lige så rytmisk kompliceret ved C-T Prevails debutalbum "Mean Season". En enkelt gang imellem stikker der en snert Mastodon-inspiration frem, men det er meget diskret. Bortset fra det korte akustiske mellemspil inden sidste nummer er musikken gennemgående aggressiv metal uden noget forsøg på at fusionere med andre genrer.

"Mean Season" fungerer bedst i de øjeblikke, hvor C-T Prevail forsøger at være lidt groovy. Ellers er skiven ret ensformig, fordi man kører i stort set de samme typer kromatiske riffs hele vejen igennem albummet. Den afrundende "Heaven and Hell" har ganske vist lidt mere variation og ender i et fedt sludge-agtigt stykke, der dog får lov at køre i lidt for lang tid. Og så er forsanger og co-guitarist Hansis skrigevokal ret skabet og enerverende, hvilket også gør, at "Mean Season" ikke er et ubetinget vellykket produkt, til trods for de tight sammenspillede musikere.